Categoría: Lykke og velfærd

---

Den danske og skandinaviske version af velfærdssamfundet bliver hyldet som forbillede af store dele af verden. De nordiske lande bliver berømmet som verdens bedste til at understøtte borgernes livsmuligheder. Det ansete britiske magasin The Economist havde den 2. februar 2013 en forside, der lovpriste de nordiske velfærdssamfund som forbilledet for verdens samfund: ’Næsten uanset hvilken indikator for et samfunds succes man vælger at se på, klarer de nordiske lande sig bedre, end andre’, lød det på forsiden. Etableringen af det danske velfærdssamfund er i Danmark blevet kanoniseret som en af de største ledelsesbedrifter siden Anden Verdenskrig.

Samtidig vokser i Danmark antallet af børn der lever i relativ fattigdom. Antallet af mønsterbrydere – unge, der bryder med en social arv med forældre på overførselsindkomst og bliver en del af den selvforsørgende middelklasse – er de seneste ti år faldet. Globaliseringen og samfundsudviklingen møder i stigende grad den enkelte med krav om personlig råstyrke til at tilegne sig kompetencer og uddannelse, som åbner arbejdsmarkedet og dermed muligheden for et selvforsørgende liv.

Vores påstand i denne artikel er, at velfærdssamfundet har skabt en middelklasse så stor og et velfærdssystem så stærkt, at den primære opgave har flyttet sig fra at skabe social harmoni mellem samfundsgrupper til primært at understøtte den ressourcestærke middelklasse. Hvis det er rigtigt, hvordan er dette så gået til?
Lad os kaste et blik på velfærdssamfundets udvikling for at finde svar.

Velfærdsmodellen fødes
med menneskestrømmen fra land til by

De moderne velfærdssamfund voksede frem i vores del af verden efter Anden Verdenskrig, selv om de har rødder tilbage i den industrielle revolution i slutningen af det 19. århundrede.

Velfærdssamfundet kan karakteriseres som en samfundsmodel, der sigter efter at støtte den enkelte borger i at realisere sit fulde potentiale og sikre den enkelte tryghed og et værdigt liv, typisk finansieret over skatterne.

Velfærdssamfundets succes hviler på evnen til at fordele velstand og velfærd på en balanceret og i samfundet accepteret måde. Hvordan den balance bliver håndteret bedst, har været genstand for debat siden velfærdssamfundets fødsel.

Lad os gå tilbage til Paris 1789, da indbyggerne gjorde oprør, halshuggede kongen og afskaffede enevælden i utilfredshed med sulten og nøden. Frankrig var på det tidspunkt en global stormagt, politisk, militært, økonomisk og kulturelt – men regeret af en lille elite. Læren af den opstand, som indledte den franske revolution er, at selv en stormagt kan bukke under, hvis folkets livsmuligheder er for skævt fordelt.

Den industrielle revolution førte store samfundsomvæltninger med sig. Ny mekanisk teknologi forandrede produktionen, transporten og kommunikationen og flyttede samfundets tyngdepunkt fra land til by. Det skabte en ny type borgere – lønarbejderen. I takt med at landarbejderne flyttede til byerne, blev de løsrevet fra de små lokalsamfund, de før havde været en del af og som havde fungeret som social sikring. Hvem skulle de nu gå til, hvis de kom i knibe?

Beskæftigelsen i de nye industrivirksomheder – klædefabrikker, jernstøberier, tobaksfabrikker og bryggerier – var afhængig af, om der var afsætning for de produkter, fabrikken fremstillede. Hvis efterspørgslen svigtede af forskellige årsager, så stod en nok så hårdtarbejdende fabriksarbejder uden arbejde og indkomst. Hvis der ikke var andet arbejde at finde, betød det sult – typisk for hele familien. At en hæderlig, rask og arbejdsom mand pludselig kunne miste sin indkomst og havne i nød, var et nyt fænomen.

I takt med at lønarbejderne i byerne voksede i antal, blev det nødvendigt for samfundet at forholde sig til „arbejderspørgsmålet“, som det hed: at mennesker uforskyldt kunne miste deres indtægt og dermed være værdigt trængende – det var ikke rimeligt, at de, hvis de bad om offentlig hjælp, mistede deres borgerrettigheder.

Alderdomsforsørgelse

Den første egentlige sociale sikringsreform fik sit gennembrud i Danmark i 1891 med vedtagelsen af alderdomsforsørgelse og en revideret fattiglov med offentlig støtte til lægebehandling, jordemoderhjælp og begravelse. Lovene blev indført af Høire, borgerskabets parti – og Venstre, landmændenes parti.

Loven om alderdomsforsørgelse var et nybrud. Nu kunne personer over 60 år få offentlig understøttelse – hvis de vel at mærke levede op til en række krav: ikke var fundet skyldige i vanærende handlinger, ikke havde bragt sig selv i trang ved egne handlinger, ikke havde et uordentligt eller ødselt levned, havde boet i landet i mindst ti år og i denne periode hverken havde modtaget fattighjælp eller var blevet fundet skyldig i løsgængeri eller betleri.

Understøttelsen var baseret på et individuelt skøn og havde i sine betingelser indbygget moralske værdier, som flugtede med det livssyn, datidens samfundselite havde – men i princippet var ydelsen tilgængelig for alle borgere uden tab af borgerrettigheder. Det var nyt.
Grundloven fra 1849 havde slået fast, at „den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påligger nogen anden, er berettiget til at erholde hjælp fra det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som lovene herom påbyder“.

Problemet var, at det sidste led i sætningen i praksis havde betydet, at en modtager af hjælp fra det offentlige fattigvæsen mistede borgerrettighederne: stemmeretten, retten til at blive gift, retten til at flytte uden tilladelse – kort og godt den personlige frihed.

Selv om demokrati og personlig frihed midt i 1800-tallet var ved at vinde indpas i Danmark, havde det altså fortsat været både uværdigt og vanærende ikke at kunne brødføde sig selv.

Men med de nye sociale reformer fra 1891 blev det for første gang muligt at modtage visse offentlige ydelser uden at miste sine borgerrettigheder. Bortset fra, hvis man var en arbejdsduelig mand, så mistede man stadig sin stemmeret, når man modtog fattighjælp. Sådan var det helt frem til 1953, hvilket illustrerer hvor stor betydning arbejde havde, og hvorfor arbejderbevægelsens krav om retten til arbejde var et kernekrav. Uden arbejde var man ingenting.

Sygekasselov, ulykkesforsikring og a-kasser

Alderdomsstøtten blev allerede året efter, i 1892, fulgt op af en sygekasselov, der ganske vist byggede på et frivilligt forsikringsprincip med kontingentbetaling, men med et statsligt tilskud. Flere sociale ordninger fulgte efter. I 1898 trådte en lov om ulykkesforsikring i kraft. Og i 1907 begyndte staten at yde tilskud til de nye arbejdsløshedskasser, uden at det medførte tab af borgerlige rettigheder for modtageren. Reelt blev principperne for det danske velfærdssamfund om skattefinansierede velfærdsydelser grundlagt i årene omkring århundredeskiftet.

Datidens socialister var, i modsætning til hvad man måske skulle tro, ikke voldsomt begejstrede for de nye sociale goder. De så dem som et forsøg fra de herskende klasser på at „købe“ arbejderne og afmontere den revolutionære klassekamp, som mange socialister anså som nødvendig for at skabe et mere retfærdigt samfund.

Det nyetablerede arbejderparti Socialdemokratisk Forbund havde allerede i 1880 lanceret et krav om en universalistisk socialpolitik, der sikrede alle borgere offentligt betalt adgang til læge og hospitaler; erstatning for tabt arbejdsindtægt ved sygdom ligeledes betalt af staten og uden tab af borgerlige og politiske rettigheder; adgang for alle børn til fri undervisning i heldagsskoler med fri kost og gratis skolematerialer. Revolutionære krav i samtiden. I det lys kom de borgerligt-liberale sociale ordninger noget til kort.

Kirken advarer mod depersonalisering af omsorgen

Heller ikke kirken var begejstret for den nye statslige indblanding i socialhjælpen. Kirkens folk så ikke de sociale tiltag som et værn mod socialismen, men som et knæfald for den.

Kirken havde længe spillet en vigtig rolle i samfundet, ikke mindst netop på socialområdet, og forestået fattighjælpen i sognene. Men nu var den ’opgave’ taget ud af hænderne på menighederne, fastslog pastor Georg Schepelern fra Trinitatis Kirke i en tale i 1886. Han advarede mod de konsekvenser, der vil komme, når omsorg institutionaliseres og de personlige relationer nedprioriteres i samfundet:

„Og har menigheden lidt tab, så har staten visselig ikke lidt mindre tab. Skal nemlig staten sørge for de fattige, da kan den kun gøre det ad lovens vej, ved at pålægge de velstående den pligt at rykke ud med deres penge, og ved at give dem, der ikke kunne eller ikke ville hjælpe sig selv, den ret at blive forsørgede af det offentlige. Men herved tilintetgøres på den ene side barmhjertigheden og på den anden side taknemmeligheden, så det vist nok kan siges med fuld ret, at dersom der er noget, der har tjent til at give de kommunistiske ideer vægt og derved rejse en trussel i ryggen på staten, da er det det offentlige fattigvæsen.“

Talen kan den dag i dag læses som et varsel om det uhensigtsmæssige i at afkoble den direkte menneskelige relation mellem hjælp og nød og indsætte det offentlige som mellemmand.

Diskussion om dette dilemma er levende i dag, næsten 130 år senere. Hvad gør tvungne skatteopkrævninger ved viljen til at hjælpe andre? Frasiger vi os det personlige ansvar for vores medborgere, fordi skatten er betalt? Og hvor går grænsen for, hvad man kan kræve, hvis man oplever nød, når der er adgang til en kolossal fælleskasse?

Velfærdssamfundet i den fuldt udbyggede version har gjort den enkelte borger uafhængig af personlige relationer og fællesskaber, fordi staten træder til. Vi kan i dag, netop fordi de offentlige velfærdssystemer understøtter det enkelte individ, uafhængigt af baggrund, familie og tilhørsforhold, leve helt uafhængigt af andre. Det bliver for nogle et liv i ensomhed og elendighed, for andre en mulighed for selvrealisering og lykke – men i begge tilfælde en fremmedgørelse over for den medborger, vi ikke oplever bidrager til netop vores liv.

K. K. Steincke og angsten for de svage

I nogle samfund har det været anset for naturligt, at de stærke tog sig af de svage. I andre samfund er de svageste blevet anset som en byrde eller en trussel.

Den socialdemokratiske politiker og minister K.K. Steincke, som i eftertiden blev kendt for sine socialpolitiske initiativer i 1930’erne, gik i en tale i 1920 så langt som til at være fortaler for racehygiejne:

„Hvad nytter den stigende humanisering, den stadigt voksende offentlige forsorg? Den mangeartede omsorg, de store tilskud til børneforsorgen – dels ved kontante tilskud, velgørenhed og allehånde indsamlinger – fører kun, takket være lægevidenskabens og sygeplejens stærke udvikling, til at svække slægten ved at holde liv i tusinder, som samfundet var bedst tjent med bukkede under. Hvis vi derfor ikke vil risikere den moderne europæiske civilisations gradvise tilbagegang og endelige undergang, må vi ind på en systematisk modvirken og tillige stræbe for en forædling af racen, den såkaldte eugenik, i Tyskland og Norden, særlig benævnet racehygiejne eller raceforbedring. Ingen, der alvorligt betragter samfundet i dag, kan være i tvivl om, at vi befinder os i en kritisk situation“.

Samfundets svageste, som ikke kunne klare sig selv og bidrage til fællesskabet, var kort og godt uønskede.

Danmark var det første land i Europa, der i 1929 indførte en lov om racehygiejnisk sterilisation, hvor mennesker med sindssyge og arvelige belastninger frivilligt kunne lade sig sterilisere. Siden blev lovene strammet, så det blev så-som-så med frivilligheden. Racehygiejne gik først af mode, da det blev klart, at Hitler med racehygiejne som argument havde massehenrettet millioner af uønskede borgere i koncentrationslejre.

Ovenstående tænkning genfindes i en mere moderat udgave i nutidens debat. Mange ønsker ikke, at lavtuddannede, krigstraumatiserede eller anderledes tænkende indvandrere skal belaste det danske samfund, fordi de påfører fællesskabet udgifter og problemer.

Hal Koch: Samfundsmennesket og privatmennesket

Velfærdssamfundet, som det blev udformet i vor tid, blev bygget af en generation, der var kommet igennem et mareridt af en verdenskrig og siden en besættelse med afsavn og sult. Mennesker, der delte frygt, drømme og håb med hinanden, og for hvem solidaritet ikke var en ideologi, men en nødvendighed for den fælles stræben efter noget bedre. Men det var klart allerede på dette tidspunkt, at også velfærdssamfundet rummede en interessemodsætning mellem det fælles bedste – og den enkeltes egeninteresse.

Den danske teolog Hal Koch formulerede i 1946 „samfundsmennesket“ og „privatmennesket“ som hinandens modsætninger. Samfundsmennesket var det menneske, der skubber sig selv og egeninteressen til side og ser på, hvordan andre har det – kerer sig om det fælles bedste. Betaler sin skat med glæde. Privatmennesket er individualismens økonomiske menneske, som efter en given indsats forventer at få mest muligt ud af indsatsen. Og betaler så lidt skat, som muligt. Forskellen handler om moral – eller etik.

Velfærdssamfundet blev bygget på den moral og etik, som samfundsmennesket har. En etik, som på sin vis var indlejret i arbejderbevægelsens ideologi – men ikke nødvendigvis i den praksis, som arbejderbevægelsen kom til at stå for. Virkeligheden viste jo, at mange af indbyggerne i velfærdssamfundet mere var privatmennesker end samfundsmennesker. Det havde konstruktionen af velfærdssamfundets systemer ikke taget tilstrækkeligt højde for.

Et velfærdssystem næsten uden grænser

Velfærdssamfundet blev udrullet i hastigt tempo op gennem 1960erne – en galopperende økonomisk vækst, hvor alt kunne lade sig gøre – indtil oliekriserne i 1970erne stoppede festen.

Med udrulningen af velfærdssamfundet steg også skattetrykket. I 1950 lå det på 20 procent. I 1960 var det steget til 25 procent. Over de næste ti år frem til 1970 steg skattetrykket til 48 procent – næsten en fordobling på et enkelt årti.

Når det kunne lade sig gøre at hæve skatten så meget, hang det sammen med den voldsomme økonomiske vækst, som fik indtægterne til at stige kraftigt. Danskerne fik væsentligt flere penge mellem hænderne, selv om en stigende andel gik til skatter. Og måske fordi velfærdssystemerne blev opbygget i gode tider, indfandt en tænkning sig om, at alle skulle have adgang til velfærdsgoderne, uanset om de selv var skyld i deres ulykke eller ej. Hvis en mand eller kvinde blev arbejdsløs, måtte det skyldes, at velfærdssamfundet havde svigtet. Eftersom at man ikke kunne vide, hvor længe det ville tage at hjælpe den nødstedte på benene igen, måtte hjælpen naturligvis ikke være tidsmæssigt begrænset. Denne tænkning fratog den enkelte ansvar for sin egen skæbne og gjorde hjælpen næsten grænseløs. Det var dengang, man kunne køre i taxi til kommunen, og lade den vente, mens man hentede sin støtte.

1970’ernes oliekriser fik væksten til at forsvinde og bragte den for længst glemte arbejdsløshed tilbage med et brag. Det lagde et enormt pres på velfærdssystemerne. Samtidig forlangte fagbevægelsen mere og mere i løn for at kompensere for den faldende levestandard, og brugte flittigt lammende strejker til at bakke kravene op. Det førte til stadig højere omkostninger, mens virksomheder lukkede og arbejdspladser forsvandt, hvilket gik ud over skatteindtægterne.

Den økonomiske virkelighed indfandt sig: Velfærdssamfundet var for dyrt, og var i høj grad blevet finansieret med lån i udlandet. Nu sagde udlandet stop. Danmark var på randen af statsbankerot.

30 års forsøg på at tøjle det offentlige bureaukrati

Det var tid til selvransagelse hos velfærdssamfundets fædre. Analyser viste, at mange arbejdsløse reelt ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet – og at mange fik en større indtægt fra det offentlige, end de ville få ved at arbejde. Måske havde det været naivt dengang i 1960erne at adskille ret og krav fra hinanden, at garantere tryghed uden forventninger om en selvstændig indsats fra den enkelte?

Klart var det, at der var behov for forandringer. Væksten i den offentlige sektor var ude af kontrol. I 1983 tog Henning Christophersen som finansminister de første skridt til at indføre en markedsøkonomisk tænkning i den offentlige sektor for at koble reelle behov og eksisterende ressourcer bedre.

Det skete med det såkaldte Moderniseringsprogram fra 1983, som sigtede mod at forenkle det offentlige bureaukrati:

„Det er sjældent viljen hos de enkelte offentligt ansatte til at yde en god service, der mangler. Det karakteristiske er et stærkt menneskeligt og professionelt engagement. Problemerne ligger som oftest i de rammer i form af regler, procedurer og administrative systemer, som vi har bygget op.“

Det er 30 år siden. Det kunne være skrevet i dag. Det store spørgsmål er, hvordan det kunne gå til at den offentlige sektors vækst kunne fortsætte. Måske er svaret, at væksten i den offentlige sektor dengang som nu er drevet frem af politikere, der sigter efter at imødekomme middelklassevælgernes ønsker.

Under alle omstændigheder har skiftende politikere og embedsværk siden 70’erne med blandet succes forsøgt at finde en bæredygtig balance i den støt voksende institutionalisme og den offentlige sektors vækst.

Middelklassen sejrer

Rødderne til det mislykkede opgør med den offentlige sektors vækst må først og fremmest findes i fireparti-systemets sammenbrud efter jordskredsvalget i 1973.

I 1973 straffede vælgerne de fire gamle partier – Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og Det konservative Folkeparti ved at stemme protestpartierne Fremskridtspartiet og Centrum Demokraterne ind i Folketinget med næsten en fjerdedel af stemmerne. Gammel partiloyalitet blev – dengang helt utænkeligt – kastet over bord.

Siden har de politiske partier i stigende grad kæmpet om de samme vælgere – midtervælgerne, som kan svinge til den ene eller den anden side alt efter, hvor deres interesser bliver bedst tilgodeset. I praksis drejer det sig om de ressourcestærke middelklassevælgere. Resultatet er, at velfærdsstaten siden har udviklet sig til primært at levere service for middelklassen.

Velfærdsstatens formål anno 2014 er således anderledes end det, grundlæggerne af velfærdsydelserne i sin tid havde i tankerne, nemlig at skabe en tryg, stor middelklasse og sikre hjælp til socialt udsatte borgere for derved at forebygge sociale spændinger og oprør.
I dag er det middelklassen, der er blevet omdrejningspunkt for velfærden – udsatte grupper pådrager sig hverken politikernes eller offentlighedens store interesse. Man kan – med en let omskrivning af tidligere LO-formand Thomas Nielsens ord – med rette sige, at middelklassen har sejret ad helvede til i kampen om velfærdskronerne.

De fleste har det godt og mange har det rigtig godt i dagens Danmark. Men nogen har det skidt, og andre kan hurtigt få det skidt, hvis de rammes af sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed, ulykker eller andre livskriser. Danskere af alle slags er efter de senere års økonomiske krise havnet i social nød.

Velfærdsmodellens økonomiske tryghed ligner i dag et timeglas, hvor nedtællingen begynder i samme øjeblik, en borger rammer en livskrise og derefter gradvist ekskluderes af den velfungerende middelklasse.

Velfærdsmodellen har været en bragende konceptuel succes som servicestat for middelklassen, men – må vi i dag konstatere – en lige så stor fiasko på det sociale område, som i sin tid var det reelle afsæt for modellen.

Fællesskaber i opløsning

Den velstand, som danskerne har formået at skabe parallelt med velfærdsstatens opbygning, har fundamentalt ændret indretningen af samfundet: Byerne vokser, lokal- og nærmiljøer bliver opløst, og for at begge køn kan gå på arbejde, har vi opbygget en institutionel infrastruktur, der sikrer en velfungerende hverdag, men hvor tiden er knap for de fleste, ikke mindst for familierne.

Her bliver pastor Schepelerns tale om fællesskaberne igen aktuel – mange år efter at han formulerede den. Systemet, der skal hjælpe os – og som borgerne i årtier har betalt og overdraget ansvaret til – træder ikke længere rigtigt til, når der er allermest behov. Intet forhindrer tilsyneladende, at mennesker i nød i dag bliver overladt til egen skæbne. Resten af samfundet – den travle velfungerende middelklasse – har ikke tid til at hjælpe. Og skatteborgeren kan også med rette hævde, at man allerede betaler til den sociale tryghed gennem en relativt høj skat.

I de sidste 100 år er vores gennemsnitslevealder steget uden historisk sammenligning, og ifølge alle prognoser vil den kun blive ved med at stige i de kommende 100 år. Men selv om vi får flere og flere år sammen, fragmenteres vores ansvar for hinanden. Hvor familiens ældste engang var overhoveder, frasiger flere og flere seniorer sig et ansvar for efterkommernes tilværelse, der bliver overladt til velfærdssamfundets institutioner med et støt voksende bureaukrati.

Velfærdsvisionen har ført til en offentlig sektor, der beskæftiger halv­delen af alle borgere i den arbejdsdygtige alder, og et bureaukrati, der alene på beskæftigelsesområdet omfatter over 24.000 sider med lovgivning, bekendtgørelser, vejledninger og regler, som dikterer hvordan offentligt ansatte og den enkelte ledige skal agere. På socialområdet viser undersøgelser, at socialrådgiverne bruger under en femtedel af deres arbejdstid på de borgere, de er uddannet til at hjælpe. Resten af tiden går med bureaukrati.

Institutionaliseringen har overtaget det personlige ansvar

Bureaukrater har selvsagt en vigtig funktion i et samfund, hvor snyd skal holdes nede og menneskers omgang med hinanden i høj grad reguleres af love, bekendtgørelser, myndigheder og institutioner. Men der må være en grænse – og den er på mange områder tydeligvis overskredet.

En ting er, at de værdier, som velfærdssamfundet blev bygget på, bliver fortrængt. Dertil kommer, at globaliseringen skaber voldsomme forandringer: maskiner overtager stadig flere menneskers arbejde, genmanipulation og lægevidenskaben åbner for længere og bedre liv, familiemønstrene er i opbrud. Alt sammen tvinger det os til nye overvejelser om, hvordan vi indretter samfundet.

Samtidig vil der ikke være samfundsøkonomi til at finansiere alle de ydelser, som er tænkt ind i de eksisterende velfærdssystemer. Alene udgifterne til de mange medicinske muligheder for behandling og forebyggelse vil sprænge budgetrammerne, hvis alle får adgang til mulighederne. Og hvem skal bestemme, hvem der ikke skal have? Der ligger vanskelige beslutninger forude med vanskelige udfordringer for velfærdsmodellen.

Hvis vi fastholder en forventning om, at velfærdssamfundets institutioner skal levere alle nødvendige og forventede indsatser, risikerer vi et sammenbrud i den velfærdsmodel, som verden i dag beundrer som den ypperste. En langt større del af løsningen må nødvendigvis komme fra os selv. Men gennem årtiers overdragelse af ansvar fra nære miljøer, familier og netværk til velfærdsinstitutionerne, er vi ironisk nok selv de sidste, vi tænker på til at løse problemerne.

Tid til nytænkning med afsæt i værdier

Det stadigt hurtigere tempo, hvormed fremtiden og forandringerne indfinder sig, udfordrer hver eneste af os. Der er et enormt behov for at læse og forstå fremtiden, før vi søger og indfører nye løsninger baseret på fortiden. Det er ikke en fremtidssikring af Danmark at udvide og udbygge velfærdsløsninger, der i fortiden ikke har evnet at levere på den værdibårne vision, som velfærdssamfundet bygger på: at sikre alle borgerne frie og lige muligheder for et værdigt og selvforsørgende liv.

Det regerende teknokrati har ikke vist en evne til at løse problemerne. Når politiske reformer primært fokuserer på at reformere velfærdssystemerne ud fra økonomiske rationaler snarere end grundlæggende værdier, og samtidig udviser en vis frygt for at udfordre middelklassens velerhvervede rettigheder, kan resultatet blive en tragedie for velfærdssamfundet. Vi risikerer en støt stigende social udstødning med voksende velfærdsomkostninger, større ulighed i livsmulighederne og en uskøn kamp om samfundets stadig knappere ressourcer, hvor de svageste historisk altid har været taberne. I så fald står selve velfærdssamfundets vision – menneskehedens måske mest ambitiøse samfundsvision – for fald.

Personalismens idealistiske fokus på, at den enkelte kun er i kraft af sine relationer, kan måske bringe nyt til debatten og udviklingen. Det forudsætter en evne til på én gang at udfordre individualismen og kollektivismen, men samtidig at respektere og kunne synliggøre de gevinster, som disse to ismer trods alt har leveret gennem deres gensidige magtspil de sidste par hundrede år.

Spørgsmålet er, om personalismen kan vinde lydhørhed i en debat, der primært er drevet af netop individualismen og kollektivismen. Kan den det, har personalismen en vigtig rolle at spille i de kommende års udvikling af velfærdssamfundet.

Vores generations opgave er ikke at finde på mere nyt, men at være bedre for hinanden og verden. Vores generation har fået alt forærende, og nu skal vi lære at administrere det. Vi skal placere os selv i førersædet, så teknologiens kompleksitet ikke overhaler den menneskelige intelligens. Vi har brug for pauser i livet – når vi har små børn, eller vil genopfinde os selv midt i livet – og ikke en mangeårig tvungen pension til sidst. Vi har brug for at finde og bevare sjælen undervejs.

Det er faktisk ikke ret mange generationer siden, at vi kravlede ned fra træerne, og hvad vi har nået at udrette på den ganske korte tid, vi har været på kloden, er fænomenalt. For 10.000 år siden ville vi æde hinandens børn, hvis vi blev sultne nok. For 500 år siden dominerede krig og overtro. I dag kører vi på arbejde i biler, går med briller, vasker os over det meste af kroppen, står pænt i kø til buffeten og tænker nogle gange på andre end os selv – langt ud over det, som er forprogrammeret i vores biologiske software.

Og nu vil man også have, at mennesker skal være visionære, omstillingsparate, kreative og tage ansvar for egen læring …

Tag det roligt.
Tag en velfortjent pause.

Sjælen er en uvorn hundehvalp

Min mand havde en plan i mange år af sit liv. Han arbejdede for A.P. Møller Maersk, og han var stolt og glad, for det var en virksomhed med sjæl. Der var intet, der var lige meget. Men så en kold novemberdag besluttede firmaet sig for at slå sjælen ihjel og gøre selskabet til en lean mean killing machine. Min mand holdt ud i flere år end mange af sine gamle kollega-venner, indtil de visionsløse powerpoints og den manglende menneskelighed blev for meget.

Når sjælen forsvinder, følger bevidstheden efter den – så sidder kroppen alene tilbage på kontoret. Sjælen er en uvorn hundehvalp: Den kommer ikke, når man kalder. Og når den er forsvundet, er der intet andet, man kan gøre end at følge efter. Foråret 2013 sagde han det vellønnede job op med firmabil, mobilordning og pensionsopsparing.

Han besluttede sig for, at fra nu af ville han kun bruge sin tid på det, der gør ham glad.

Ikke mere, men bedre. Vi kalder det fri mand og fuldtidsfar – til de fire drenge, der fylder det meste her i huset. Han er gået i gang med at læse til folkeskolelærer, og har startet sin egen rugby-club i Dragør. For når børn dyrker rugby, så bliver de glade, og dem, der har ADHD, behøver ikke tage medicin, hvis de spiller tre gange om ugen.

At være, vokse og virke

Min mand får nogle gange 624 kroner udbetalt om måneden, og så tanker han bilen for pengene, mens han fløjter fornøjet. Han føler, at han skaber langt mere værdi nu end i sin tidligere karriere. Han får bare ikke ret mange penge for det.

Ændringerne i vores hjem har været en åbenbaring. Vi har fået et meget bedre liv. Vi har fået bedre relationer til hinanden, til børnene, til naboerne og især til lokalsamfundet. Før talte vi om „at få det hele til at hænge sammen“, men det er jo ikke et succeskriterium. At være, vokse og virke giver god mening i det Skare Nielsen’ske hjem, for det er det, vi gør nu.

Det krævede bare lige, at én af os sagde fultidsjobbet op.

Vækst kan bringe os væk fra målet

Småbørnsforældre i Danmark skal ikke tage det personligt og føle skyld over, at de har svært ved at få kabalen til at gå op – for det kan ikke lade sig gøre.

Sådan som samfundet fungerer i dag, med alle de mange krav og det enorme behov for relation, overblik og koordinering, er det en absolut nødvendighed, at vi skaber tid og opprioriterer ikke bare familielivet, men alle menneskers liv som det, der er essensen og omdrejningspunktet.

Vækst er jo bare et middel. Hvis midlet bringer os længere væk fra målet om bedre velfærd, må vi opfinde nye midler.

Simon Kutznets, bruttonationalproduktets fader, sagde i 1937: „Lad nu være med at bruge BNP som et mål for, hvordan det går i et samfund. Det er bare en økonomisk indikator“. Her i 2014 indregner vi sågar prostitution og hash i BNP for at få BNP til at stige. Det giver jo ingen mening.

Lyt højere! Vi har alt, hvad vi skal bruge

Automatisering forventes at nedlægge 2 milliarder jobs på verdensplan inden for de næste 15 år – primært analyse- og dokumentationsjobs, administrator- og supportfunktioner. Vi vil se en stigende monitorering af medarbejdere i forhold til effektstyring, og den tiltagende hastighed og manglende tålmodighed levner ikke umiddelbart plads til at være reflekterende og til at fordybe sig. Men fordybelse kræver faktisk ikke meget andet, end at vi tør sætte os ned og lytte efter.

Lytte højere, som jeg kalder det.

Vi har alt det, vi skal bruge for at skabe det gode liv. Vores generations opgave er ikke at finde på mere nyt, ikke at øge produktiviteten og heller ikke at kontrollere, administrere og holde gang i væksten. Det er at være bedre mennesker. Bedre forældre, politikere, lærere, elever, pensionister og landmænd. Bedre for hinanden og for verden.

Fra pensioner til pauser

I vores tid kan ingen opgaver løses alene. Alle problemer, vi har, har det til fælles, at de fordrer nye dedikerede fællesskaber af dygtige mennesker.

Hvis fagforeninger og pensionsselskaber for eksempel gik sammen om at omlægge deres system fra pension til pauser, ville det sætte gang i en hel ny politisk og nærværende debat om de genforsikrende fællesskaber på arbejdsmarkedet.

Det ville tvinge os til at kigge på hinanden og vurdere den værdi, vi skaber – ikke bare den tid, vi bruger, men den reelle merværdi vores menneskelighed er med til at give videre til de andre.

For hvorfor tillader vi, at andre mennesker, som vi ikke har nogen relation til, forvalter vores liv for os? Hvorfor skal vi have „den store tvangspause“, pensionen, til sidst?

Vil du ikke meget hellere have lov til selv at dosere dit livs pauser, så du for eksempel kan tage tre-fire år fri, når du har små børn? Køre fire måneder rundt på New Zealand med vennerne, når du er i 40’erne? Tage en ny uddannelse eller skrive en bog, når du er 50? Eller genopfinde dig selv, når du er 60? Eller arbejde til du dør, hvis du trives med det? Hele systemet til at gøre dette findes allerede, og alle pensions-repræsentanter, jeg møder, synes, det er en fantastisk idé.
Og lærerne siger, „Jah, så får vi adgang til forældrene!“

Den sociale kontrakt med teknologien

Vi må spørge os selv, om det nemme liv er det samme som det gode liv? Om komfort og design er meningen med livet?

Jeg kan ikke engang finde ud af at vaske hænder mere med alle de sensorer og sæbedispensere, der skyder sæben vandret ud i lokalet, så det rammer en på jakken i stedet for på hænderne. Og vi står foran dørene i S-toget og blafrer som vingeskudte måger. Hallo! Jeg er her! (Måske er det derfor, jeg elsker at blive kropsvisiteret ude i lufthavnen.)

Vi har fået teknologien forærende, men vi har ikke lært at bruge den ordentligt. Vi har tegnet kontrakt på teknologien, men vi mangler den sociale kontrakt. Den, der skaber et socialt kodeks for tilstedeværelse til for eksempel møder. Teknologi kan både være ven og fjende, og lige i disse år er der stor risiko for, at teknologiens kompleksitet overhaler den menneskelige intelligens.

Den gode nyhed er, at det gode liv i dag er tilgængeligt for langt flere mennesker end nogensinde før.

Den nye og den gamle rigdom

Den gamle rigdom handlede om at eje: store fede heste, diamantringe, oliekilder og herregårde.

Den nye rigdom handler om at have adgang til: rent vand, lærdom, hjælpende hænder, retshjælp, uddannelse, havetrampoliner, musik, sommerhuse og andres ejendom, som de stiller til rådighed via de sociale medier.

Man kan have en halvlunken pengepung, mangle den ene arm, være helt forkert målt på alle standarder og alligevel have meget overskud. Man kan have det lækre hus, det fede job, den spækkede bankkonto og det smukke ydre, og alligevel udvikle en depression.

Ressourcestærk har ikke længere noget at gøre med penge. A-hold og B-hold er i fremtiden ikke defineret ved, om man er rig eller fattig. Det er, om man er i overskud eller underskud.

Overskuddet ligger i relationer

Mennesker, der er i overskud, oplever verden som hjælpsom og udfordrende på en god måde. De har overskud til at smile og hjælpe. De dyrker sport og tager ansvar for deres egen sundhed og dyrenes velfærd. De sidder med i bestyrelser og deltager i foreningslivet. De skælder mindre ud på deres kære, er hjælpsomme over for vennerne, får de gode jobs, tjener flere penge, spiser bedre mad, tager sig sammen når det gælder og rummer og samler på alle mulige måder.

Kommer man derimod i underskud, og udvikler man en underskuds­-mentalitet, så taber man på alle fronter. Underskud, der ikke vendes i tide, er en nedadgående spiral: du mister dit arbejde, bliver trist, går hjem i seng, ruller dig sammen i fosterstilling, får ikke lavet aftensmad, ægtefællen bliver træt af dig, ungerne skrider, du trøstespiser, får fedtet hår, kommer for lidt ud, hænger i køen alle vegne, ser intetsigende programmer i tv og dør til sidst helt alene.

Overskuddet ligger i relationen. Og i at give sig tid.

Jeg tror ikke, at vi vil lykkes med ret meget, hvis ikke vi giver os tid. Tid til at lære og lytte. Til at træne empatien. Til at lære hinanden at kende. Til at være uenige og bygge bro. Til at drikke champagne og øl. Tid til ingenting. Og ikke mindst til at få sjælen med.

Personalisme er håndtaget på kufferte

Inden for videnskaberne taler man om begrebet explanation gap, som betyder, at man har en idé, en hypotese, en fornemmelse for „noget“, men man mangler ordene, begreberne og nervebanerne til at begribe det.

I sig selv er det bare endnu et ord, en ny isme, som jeg personligt ikke har den store længsel efter. Men giver man sig tid til at åbne kufferten, er indholdet jo fantastisk: Vi er forbundne. Du er relation. Du er engagement. Du er værdighed.

Kvantefysikere fortæller os, at det eneste, der er sandt og ægte, er energi og relationer. At mennesket i sidste ende er „nothing“ – ingenting. Ikke i betydningen ligegyldige, men ikke en ting. Vi er ikke et objekt. Vi er en tilstand af relationer og energi. Vi kan skabe energi, dele energi, og kanalisere energi. Relationer er ikke noget, vi skal ud at skabe – vi er forbundne.

Magien ligger i forbundetheden

Når vi først oplever det lillebitte glimt af uendeligheden – magien i forbundetheden, når man kigger ind i øjnene på et andet menneske, der elsker én uden forbehold, eller når man græder over andres sorg og smerte, selvom man kun ser det på tv, eller glædes over at noget i verden lykkes, fordi mennesker arbejder sammen – så glemmer man det jo aldrig.

Disse magiske øjeblikke er det, det hele handler om. Og nogen gange kan man have disse magiske øjeblikke hver dag.

Vi har alle den længsel efter magi. Og efter at blive elsket lige præcis som vi er. Vi vil gerne. Og derfor er der et uendeligt håb for fremtiden. Det skal nok komme. På et eller andet tidspunkt, måske om 100 år, har vi ikke behov for at kalde det noget, fordi det bare er der.
Men indtil da, så lad os kalde det personalisme.

>>Noget som linker til et overblik over bogen<<