Værdig og respektfuld integration

---

Højskoleaftener med spisning, debat om aktuelle emner, kvindefrokost med pakistansk mad, en snak om, hvordan det er at have voksne børn … Emnerne og aktiviteterne er mange på Mødestedet, som siden 1984 har ydet sit bidrag til integrationen på Vesterbro i København. Stedet drives af Danmission og kirkerne i Sydhavn og Vesterbro Sogne.

Her mødes etniske danskere, indvandrere og flygtninge. Omkring 80 procent af gæsterne er muslimer. Hovedparten er kvinder, som her kan mødes og hygge sig med hinanden. Der er også mulighed for at få hjælp, hvis man ikke forstår hele teksten i et brev fra kommunen, og man kan få en bisidder med, hvis man skal til møde med sagsbehandleren. Der er lektiehjælp til børn og voksne. Der arrangeres udflugter, og der holdes møder, hvor gæsterne lærer om det danske samfund, kulturen og historien, ligesom der er aftener, hvor nogle af gæsterne laver mad og optræder med sang og musik fra deres hjemland.

Her mødes mennesker på tværs af etniske, kulturelle og religiøse tilhørsforhold på et ligeværdigt grundlag – og det er ikke forskellighederne, der er i højsædet. Man mødes som mennesker, med-mennesker.1

Integrationen lykkes

Mødestedet er et godt eksempel på, hvordan personalismens ideer om at bygge relationer, vise ansvar og engagere sig i fællesskaber i praksis kan danne grundlag for en vellykket integration. Personalismen er som skabt til at være fundament for integration – i hvert fald hvis den skal foregå på en værdig måde og i respekt for den enkeltes særpræg.

Rundt om i landet findes mange andre „mødesteder“, hvor danskere, indvandrere og flygtninge mødes, spiser sammen og laver aktiviteter til gensidig glæde og inspiration. Herigennem bliver man klogere på hinandens baggrund og traditioner. Det betyder ikke, at man bliver ens. Men ved at lytte til hinanden og høre om det, der er fremmed for én selv, kan man få en forståelse for andres holdninger, kultur og religion. Danskere får indblik i, hvordan livet leves i andre lande, og indvandrere og flygtninge kan få forklaret det, der er fremmed for dem i det samfund, de er kommet til. Et sådant gensidigt kendskab er forudsætningen for, at man kan forstå og respektere hinandens forskelligheder.

Og når den gensidige forståelse og respekt er på plads, har man skabt et godt grundlag for at kunne leve sammen i fred på tværs af etniske, kulturelle og religiøse skillelinjer. For når man lærer det fremmede ved et andet menneske at kende, bliver det afmystificeret – og så er det ikke længere farligt.

Modstand mod integration

Selv om vi kan finde mange eksempler på vellykket integration i det danske samfund, så viser et hurtigt blik på udviklingen herhjemme også, at integrationen ikke altid er lykkedes så godt, som det var ønskeligt. Det er der mange årsager til.

En af dem er, at det ikke er alle i vores samfund, der ønsker, at der finder en integration sted.

På den ene side er der blandt indvandrere og flygtninge nogle, som isolerer sig i forhold til resten af samfundet. Det kan skyldes, at de på grund af manglende kendskab til deres nye land, og måske drevet af frygt for det ukendte, vælger at holde sig til den nærmeste familie og landsmænd i nærmiljøet. Fordi det giver dem en tryghed, de har brug for, måske efter en tid med kaos og ustabilitet.

Manglende uddannelse og dårlige danskkundskaber kan også være medvirkende til, at nogle vælger at isolere sig på denne måde. Eller det kan være resultatet af frustrationer over, at man ikke kan få arbejde, selv om man har både uddannelse og gode danskkundskaber.

I bogen Fra Punjab til Vesterbro. Det pakistanske samfund i Danmark skriver Bashy Quraishy blandt andet om unge, der er født af pakistanske forældre i Danmark, og som lærer dansk, får sig en uddannelse, men derefter oplever, at de ikke kan få arbejde og derfor står frustrerede tilbage i håbløshed: „Mange pakistanske unge er begyndt at søge deres identitet gennem religiøse studier og er holdt op med at blande sig med deres danske venner. De ser på den vestlige kultur med mistænksomhed. Det danske samfund er i høj grad ansvarligt for, at disse unge, især de, som har rødder i Islam, begynder at forsvare deres religion. Om denne udvikling er positiv eller negativ, vil tiden vise.“2

På den anden side er der også blandt etniske danskere grupper, der er modstandere af, at nye medborgere integreres i det danske samfund. Nok kan de bruge ordet „integration“, men det sker ikke i den sædvanlige betydning af begrebet. De mener i virkeligheden „assimilation“, og det er noget ganske andet.

Da Søren Pind tiltrådte som integrationsminister i 2011, gav han udtryk for, at han foretrækker ordet „assimilation“ frem for „integration“, og at tiden er løbet fra integration.3 I den efterfølgende debat var hans synspunkt, at det er underordnet, hvilket ord man bruger, for essensen er den samme: Når indvandrere og flygtninge kommer til Danmark, skal de blive danske og skal ikke lave Danmark om.

Hvad integration er – og ikke er

Sammenblandingen af begreberne integration og assimilation betyder, at debatten nogle gange kører af sporet, fordi man taler forbi hinanden. Derfor er der behov for en sproglig klarhed over, hvad disse begreber betyder.

Segregation vil sige, at indbyggerne i et samfund lever adskilt i grupper, der for eksempel er opdelt efter etniske, religiøse eller sociale tilhørsforhold. Adskillelsen betyder, at man ikke blander sig med andre grupper. En sådan opdeling kan være påtvunget udefra, som det skete under raceadskillelsespolitikken i USA og Sydafrika. Den kan også foregå ved, at mennesker bosætter sig sammen med andre personer fra samme etniske, religiøse eller sociale gruppe.

Assimilation vil sige, at nye indbyggere tilpasser sig det samfund, de flytter til, og indlemmes i det på en måde, så deres særpræg forsvinder. For det meste sker det mere eller mindre påtvunget – eller i hvert fald efter kraftigt pres fra det omgivende samfund. For eksempel er forslaget om at forbyde danske, muslimske kvinder at bære tørklæde udtryk for en assimilations-politik: Man vil tvinge en bestemt gruppe til at give afkald på en del af deres religiøse identitet og kultur, sådan at de i deres påklædning vil komme til at ligne majoriteten af danske kvinder.

Integration vil sige, at én gruppe integreres med en anden gruppe. Ordet „med“ er vigtigt i denne sammenhæng. For ved integration er der tale om, at to (eller flere) ligeværdige parter integreres i én ny helhed, hvor alle bevarer deres oprindelige særpræg. Derfor er det forkert at tale om, at indvandrere eller flygtninge skal integreres i samfundet. For de skal fortsat være de mennesker, de var, før de kom hertil. De skal leve videre med deres evner og faglige kompetencer, deres religion og kulturelle traditioner side om side med de mennesker, der boede i samfundet, da de kom. Samtidig skal de lære at begå sig i samfundet, blandt andet ved at lære dansk. På den måde bliver det samfund, der kommer ud af integrationen, et anderledes og mere mangfoldigt samfund, end det var tidligere.

Det, at man bevarer sit særpræg, er ikke ensbetydende med, at man ikke skal leve op til forventninger, eller at der ikke stilles krav. En god integration hænger nøje sammen med, at der er en god kommunikation mellem parterne.

Det kræver, at man taler og forstår samme sprog, og derfor er et centralt led i integrationen, at man lærer dansk, så man kan kommunikere med både naboer, kollegaer og myndigheder. Det er også svært at få et arbejde eller en uddannelse, hvis man ikke kan sproget. Endelig er det lettere at omgås etniske danskere og begå sig i samfundet, hvis man ved noget om, hvordan Danmark fungerer som demokrati og retssamfund, og kender til landets historie.

Ingen mister sit særpræg ved at blive undervist i dansk og lære om danske samfundsforhold. Tværtimod. En sådan undervisning er redskaber, der hjælper nye medborgere til at lære deres nye samfund at kende – og dermed hjælper integrationen på vej.

Særpræget er det, der markerer religiøse og kulturelle forskelligheder mellem mennesker. For eksempel at nogle kristne kvinder vælger at bære smykker med kors, mens nogle muslimske kvinder vælger at gå med tørklæde. Særpræget slår også igennem i spiseregler og i spørgsmål om etik og moral. Og det er her, forskellen mellem integration og assimila­tion kommer tydeligt frem. Integrationen giver plads til, at mennesker kan bevare de særpræg, de har hver især, mens assimilationen kræver, at nye medborgere indlemmes i majoritetssamfundet på en sådan måde, at de bliver som etniske danskere – og det kan kun lade sig gøre ved, at de giver afkald på, ofte væsentlige, dele af deres oprindelige særpræg.

God integration er som et godt parforhold

God integration kan sammenlignes med et godt parforhold. I et parforhold skaber de to partnere i fællesskab et hjem, som danner ramme om deres nye livsfællesskab.

Men det er ikke sådan, at de tos individuelle særpræg og identitet udviskes. De kan fortsat dyrke egne interesser – samtidig med at de sammen bygger et familieliv. Grundlaget for et godt parforhold er ikke, at den ene part skal underlægge sig den anden, men at man i fællesskab – ud fra det, man hver især har med af viden, erfaringer og idéer – skaber et fælles samliv, en ny fælles identitet, samtidig med at man bevarer sin egen identitet.

Hvis samlivet i parforholdet (integrationen) ikke lykkes, vil der opstå uligevægt – enten i form af, at den ene undertrykker den anden, eller ved at den ene tilpasser sig den anden (assimilation). Der kan også opstå den situation, at de to parter isolerer sig i forhold til hinanden (segregation) og måske ender med at skilles.

Menneskesynet er afgørende

Menneskesynet spiller en vigtig rolle for, om integrationsprocessen bliver vellykket. Når én part skal integreres med en anden, fordrer det, at parterne anser hinanden for ligeværdige. En sådan ligeværdighed er svær at forestille sig, hvis ikke man betragter hvert enkelt individ som unikt, et individ, der har værdi i og med, at det er et menneske, og som har nogle ukrænkelige rettigheder.

Hvis ikke der er en grundlæggende respekt for menneskers forskelligheder, så bliver det meget vanskeligere at opnå en vellykket integration.

Derfor er personalismens tale om menneskets værdighed et afgørende udgangspunkt for alt integrationsarbejde, både i praksis, i debatten og de politiske beslutninger. Der er en fælles menneskelighed bagved alle de kulturbestemte vilkår, vi hver især er vokset op under. Når jeg møder og åbner mig for den anden, så er det ikke en religion eller hudfarve, jeg møder – men et menneske, der kan være nok så forskellig fra mig selv, men som jeg alligevel deler grundvilkår med.

Hvis der i store dele af samfundet, herunder politik og medier, år efter år tales nedsættende om indvandrere – ikke mindst om dem, der kommer fra muslimske lande – så vil de uvilkårligt føle sig som andenrangsborgere, og de vil føle sig stødt ud af fællesskabet. De bliver marginaliseret, uden at de selv ønsker det.
I debatten om syriske flygtninge i efteråret 2014 udtalte Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reissmann, at „flygtninge er uønskede gæster, uanset hvordan du vender og drejer det.“4

Politikere fra Dansk Folkeparti har ved adskillige lejligheder udtalt sig stærkt kritisk om muslimer. Et markant eksempel er daværende partileder Pia Kjærsgaard i årsmødetalen i 1999: „Nutidens indvandrere er for det meste mennesker fra den tredje verden og hovedsagelig muslimer … De kommer ofte med den dybeste foragt for alt vestligt, for alt dansk og for alt kristent. De kommer med bagagen fuld af mandschauvinisme, af rituelle slagtninger, af omskæring af pigebørn og af kvindeundertrykkende tøj og traditioner, som hører hjemme i den mørkeste middelalder. Og frem for alt ankommer mange med bagagen fuld af religionsfanatisme, bedreviden og arrogance.“5

Integration er alles ansvar

Integration angår alle medborgere i et samfund. Det er ikke en opgave, som alene løses ved hjælp af politiske indsatser eller ved at ansætte integrationskonsulenter i kommuner, boligforeninger og erhvervsvirksomheder. De kan yde en værdifuld hjælp, men de kan og skal ikke løse opgaven alene.

Set i et personalistisk perspektiv har vi som mennesker ansvar for at „integrere os“ med vores medmennesker og dermed finde en meningsfuld plads i fællesskabet, hvor man hver især ud fra evner og formåen kan bidrage til samfundets fælles bedste.

Alle har et ansvar, og alle kan spille en rolle – og disse aspekter kan politikerne styrke ved at bakke op om integrationen og ved at omtale migranter med respekt, så de føler sig inkluderet i samfundet.

Det er naturligt, at man møder det fremmede og ukendte med en vis skepsis. Sådan er det også, når vi skal begynde i skolen, på en ny arbejdsplads eller flytter til en anden by og får nye naboer. I de situationer er vi spændt på, hvordan det kommer til at gå – ofte måske med en forventning og glæde, der er iblandet en god portion nervøsitet. Men vi går ind til det nye i åbenhed og tillid, og som regel erfarer vi, at det går godt. Vi bliver dus med skolen og de nye kammerater, med arbejdskollegaerne og de nye naboer – selv om der er undtagelser, hvor det ikke går som forventet.

Hvis den samme åbenhed og nysgerrighed mobiliseres, når den nye, ukendte nabo, der flytter ind, er en indvandrer eller flygtning fra et andet land, så er der åbnet op for en proces, der kan føre til en god integration.

Hvis man derimod afviser åbenhedens, samtalens og dialogens vej, så kan ukendskabet til „den fremmede“ nemt udvikle sig til fremmedfrygt – og i sidste ende til et egentligt fremmedhad, som i værste fald kan føre til voldelig ekstremisme.

Værdier under pres

Den gode integration er under pres på forskellig vis. En del af presset kommer fra en gruppe politikere og meningsdannere, som forsøger at presse én bestemt opfattelse ned over hovedet på alle samfundsborgere som værende „den rigtige“. Indvandrere og flygtninge er igen og igen blevet tudet ørerne fulde med, hvad der er den rigtige mad, den rigtige måde at klæde sig på, den rigtige kultur og så videre. Ofte får den slags udtalelser klistret mærkater som „værdikamp“, „kulturkamp“ eller „danske værdier“ på sig, uden at disse værdier bliver defineret nærmere.

Danmark har mange år bag sig som en retsstat og et demokrati, hvor alle nyder godt af ytringsfrihed, religionsfrihed, foreningsfrihed og andre menneskerettigheder. Disse frihedsrettigheder indebærer, at vi har ret til at være forskellige og indrette os forskelligt, blot vi holder os inden for lovens rammer.

Værdikampen i et demokratisk retssamfund må være en kamp for at bevare de grundlæggende principper, der ligger til grund for demokratiet, herunder princippet om lige rettigheder for alle uanset etnisk oprindelse, religion, seksualitet og politisk overbevisning med videre. Og man svigter disse værdier, hvis man bruger „værdikampen“ til at indskrænke menneskers frihed og rettigheder, eller til en kamp for at ensrette borgerne ud fra for eksempel politisk, religiøs eller nationalistisk fundamentalisme.

Hvis værdikampen går i den retning, er der risiko for, at retsstaten udvikler sig til en politistat med indskrænkede rettigheder eller til en totalitær stat, hvor staten dikterer folk deres gøren og laden, som der også i Europa var adskillige eksempler på helt frem til sidste halvdel af det 20. århundrede.

Menneskesyn under pres

Presset mod personalismens menneskesyn og værdier kommer også til udtryk i en tiltagende tendens til at ville gøre menneskers – og ikke mindst indvandreres og flygtninges – værdi op i kroner og ører. Presset kommer dels fra nationalistiske kræfter, dels fra materialistiske holdninger, som til tider smelter sammen i en slags nationalmaterialisme.

Hvor personalismen ser det enkelte menneske som et unikt individ og betoner menneskets grundlæggende behov for værdighed, engagement og relationer, så er de nationalistisk-materialistiske kræfter kendetegnet ved, at de måler menneskers værdi ud fra en økonomisk målestok. Oftere og oftere lyder der røster om, at der skal sættes tal på, hvad indvandringen koster det danske samfund – som regel med en understregning af, at regnestykket skal ende med et plus på bundlinjen.5

Flere politikere har i Folketinget bedt justitsministeren, socialministeren, finansministeren med flere om at sammenligne offentlige udgifter til henholdsvis etniske danskere og udlændinge og gøre rede for disse gruppers bidrag til samfundsøkonomien, for eksempel Inger Støjberg og Martin Geertsen, Venstre.

Folketingsmedlem og gruppeformand Brian Mikkelsen fra de Konservative udtalte i 2013, til Politiken i en artikel om behovet for udenlandsk arbejdskraft, at „vi har brug for, at flere udlændinge kommer til Danmark. Men så skal det danske samfund også kunne se, at det er nogle, der er til gavn for det danske samfund. … Fordi der er nogle, der er gode, og nogle der er dårlige. Der er nogle, der er til gavn for det danske samfund – får en uddannelse, kommer i beskæftigelse, bidrager positivt – og andre, der ikke er. Sådan er det.“7

Det er en holdning, der lægger op til, at nogle mennesker har større værdi end andre. Hvis denne tendens til at gøre menneskers værdi op ud fra en økonomisk/materiel målestok breder sig, kan man spørge, hvem der bliver den næste gruppe, som kommer til at stå for skud? Arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, rygere, kronisk syge, alkoholikere, handicappede …? For når det kommer til stykket, er etniske danskere heller ikke en „overskudsforretning“ for det danske samfund.

Det følger af personalismens menneskesyn, at ethvert menneske har værdi i kraft af, at det er et unikt individ – og ikke fordi, det kan udrette eller har udrettet noget. Derfor må den afvise regnestykker, der gør menneskers værdi op i hård valuta.

Den ser først og fremmest mennesker som mennesker – og den erkender, at nogle mennesker er i en situation, hvor de har brug for hjælp og støtte.

Det gælder for eksempel flygtninge, der har søgt tilflugt i Danmark på grund af krig, eller fordi de risikerer forfølgelse af religiøse, politiske eller andre årsager. Det er mennesker, der som deres primære behov har brug for beskyttelse. Mange af dem har også brug for behandling, fordi de er syge eller har svære traumer med i bagagen. Flygtninge er derfor i en anden situation end indvandrere, som for hovedpartens vedkommende kommer for at arbejde, studere med videre.

Store udfordringer venter

Det er – som det fremgår af ovenstående – muligt med udgangspunkt i personalismens værdier at skabe en god og frugtbar integration. Og det er der rigtig mange gode eksempler på rundt omkring i landet.

Men der ligger også store udfordringer og venter. Selv om flere indvandrere er kommet i arbejde, er arbejdsløsheden stadig højere end blandt etniske danskere, og mange unge, især mænd, får ikke en uddannelse efter grundskolen, og kriminaliteten er for indvandrere fra en række lande højere end for mennesker af dansk oprindelse.

Samtidig oplever en del indvandrere, ikke mindst muslimer, at de fortsat bliver marginaliseret, til tider ligefrem dæmoniseret.

Mrutyanjai Mishra, europæisk master i menneskerettigheder, skrev i et debatindlæg på Politiken.dk blandt andet: „Der foregår en slags marginalisering af indvandrere med ikke-vestlig baggrund, og det får nogle sarte sjæle til at tro, at de kan vise deres vrede og utilfredshed ved at drage til Mellemøsten for at blive hellige krigere. Glem moskeer, det er de sociale medier, som spiller en afgørende rolle for rekrutteringen af de unge. Derfor skal den nuværende regering i Danmark, i stedet for at uddele pjecer, tænke grundigt over, hvad man kan gøre for at forhindre radikaliseringen af unge i Danmark i særdeleshed – og i Europa i almindelighed. Man er nødt til at forstå, at det konstante negative fokus på islam og den konstante dæmonisering af folk med ikke-vestlig baggrund har konsekvenser.“10

Ingen af disse problemer er der hurtige og nemme løsninger på. Men det er alligevel muligt at pege på en vej frem: Erfaringer mange steder fra er, at mødet – den gode relation – mellem etniske danskere og flygtninge/indvandrere er en af de vigtigste nøgler til den gode integration.

Noter