Etiqueta: psykologi

Categorías
Det relationelle menneske Det relationelle perspektiv

Psykisk sundhed som relationsevne

Af Dorte Toudal Viftrup, autoriseret psykolog og ph.d. ved Syddansk Universitet

En kold dag i december sidder jeg i min psykologiske praksis og venter på en kvinde i midt-trediverne. Hun kommer til mig, fordi hun er blevet sygemeldt med stress. Idet hun træder ind ad min dør på en måde, der signalerer, at hun er en person med sociale evner og selvsikkerhed, undres jeg over, at hun er en del af statistikken for arbejdsrelateret stress, angst og depression i Danmark.

Hun er en yderst dedikeret og dygtig skolelærer. Jeg håber, at mine børn vil få lærere som hende. Det er bare ikke muligt lige nu, fordi hun er sygemeldt på grund af stress. Ligesom rigtig mange andre danskere.

I Danmark får flere og flere stillet diagnoserne stress, angst eller depression. Disse diagnoser er baseret på en forståelse af psykisk sundhed, som er løbet løbsk i det moderne samfunds effektivitet og høje præstationsniveau. Det er en forståelse af psykisk sundhed, som ikke møder de grundlæggende menneskelige behov, som personalismen fremhæver: værdighed, engagement og relationer.

Psykisk sundhed og normalitet

Psykologiens grundlægger Sigmund Freud er kendt for at have sagt, at det psykisk sunde menneske kendetegnes ved at kunne elske og arbejde („lieben und arbeiten“). Siden Freud er der fremsat adskillige bud på, hvad psykisk sundhed er for en størrelse, men med tiden er der kommet et øget fokus på arbejdsevnen som en indikator for psykisk sundhed i vores samfund. Samtidigt har relationernes rolle i et menneskes psykiske sundhed mistet betydning.

I vores lille land genkender vi primært den ene halvdel af Freuds psykiske sundhedsbegreb, fordi der er sket en vægtning af arbejdsevnen over elskeevnen eller relationsevnen. Denne vægtning ses i det økonomiske tilskud til behandling af arbejdsrelateret stress, hvor målet for behandlingen er, at patienten skal vende tilbage med samme arbejdsevne og helst så hurtigt som muligt. På den anden side må de fleste mennesker selv betale for at øge deres elskeevne, herunder parterapi og anden mere relationelt orienteret terapi.
Det er relevant at forholde sig til et samfunds forståelse af psykisk sundhed, fordi disse forståelser afspejler et tydeligt livs- og menneskesyn, som udgør målet for psykiatrisk og psykologisk behandling. Disse forståelser af psykisk sundhed sætter også standarden for den normalitetsforståelse, der influerer nærmest alle niveauer af vores samfund.

Normalitetsforståelsen i et samfund som Danmark påvirker, hvorvidt forældre, pædagoger og lærere ser et barn som normalt eller ej; hvorvidt man oplever sig selv som et normalt menneske, en normal forælder eller en normal samfundsborger; og hvad man ser som en normal måde at leve på, tænke på og indrette sit liv på.

Når min stressramte klient kommer ind ad døren, så har hun en oplevelse af, at hun ikke er normal, for i det danske samfund kan psykisk sunde borgere arbejde. Dette viser forandringen, siden Freud forsøgte at forstå menneskets psyke med en mere relationel optik, og konsekvensen er en eksplosion i diagnoser uden blik for menneskets relationer.

Arbejdsevne over relationsevne

I min private psykologiske praksis ser jeg et voksende antal klienter, som kommer, fordi de er blevet sygemeldte med stress, angst eller depression. Og jeg er ikke den eneste, som oplever denne tendens; andre kollegaer oplever det samme, og statistiske opgørelser viser en markant øgning af stress hos danskerne.

Af statistiske data fra Statens Institut for Folkesundhed fremgår det, at 24,2 procent af unge mellem 16-24 år har en høj grad af stress.1 Det er høje tal for en aldersgruppe, som endnu ikke har etableret sig med børn, bolig og fast arbejde, hvor det kan forventes, at graden af stress vil øges yderligere. Det tegner ikke godt for Danmarks fremtid.

Psykologiprofessor fra Aalborg Universitet, Svend Brinkman, problematiserer de samfundstendenser, der leder til øget stress for den enkelte dansker. Han taler om, at vi har fået en diagnosekultur, og vores samfund i dag kan betegnes som depressionens æra.

Dette hænger sammen med de store krav, der stilles til det enkelte menneske om, at han eller hun skal realisere sig selv igennem uddannelse og arbejde, konstant øge sine evner og kompetencer samt være selvstændig, fleksibel og omstillingsparat. Når det enkelte menneske ikke formår at imødekomme disse krav, reagerer det med stress, angst, depression eller andre psykiske lidelser.

Palle alene med alverdens krav

Mange mennesker formår ikke at leve op til en psykisk sundhedsforståelse, som fokuserer på høj og effektiv arbejdsevne. De personer, som ikke formår at leve op til samfundets og arbejdslivets krav om selvrealisering, kompetenceudvikling, selvstændighed og fleksibilitet bliver stemplet som psykisk usunde og „unormale“ – de får diagnoser som stress, angst, depression, spiseforstyrrelser, ADHD og så videre.

Endvidere så lider mennesker, som er sygemeldte med stress og depression, „dobbelt“ i den forstand, at de ligeledes lider under dårlig samvittighed, lav selvfølelse og skuffelse over sig selv, fordi de ikke lever op til „normalen“ i vores samfund. De skal ikke bare klare samfundets krav alene, men når det mislykkes for dem, så skal de også bære ansvaret for deres „unormalitet“ alene.

Et af de største problemer med den psykiske sundheds- og normalitetsforståelse, som vi lever med i Danmark i dag, er, at vi skal gøre alt alene. Vi har bevæget os væk fra de relationelle dimensioner af psykisk sundhed og hen imod en idé om, at det psykisk sunde individ er selvstændigt og uafhængigt af andre mennesker. Ligesom at individet skal tackle samfundets krav, og ikke mindst arbejdskrav, alene gennem selvudvikling, øgning af personlige kompetencer samt ved at mærke sig selv.

Svend Brinkman kritiserer denne individualistiske kiggen indad og selv­realisering, og i stedet peger han på, at individet må kigge udad for at skabe sig sin identitet; at det enkelte menneske behøver forpligtende relationer for at udvikle sig psykisk sundt.

Skilsmisse øger sygefraværet i årevis

Der er også undersøgelser, der peger på, at relationer er afgørende i forhold til at forstå psykisk sundhed. Det er eksempelvis tankevækkende, når en ny analyse, foretaget af Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum på baggrund af data fra Danmarks Statistik, påviser, at skilsmisser giver ekstra sygedage i årevis efterfølgende.

Analysen viser, at i 2012 havde personer, som blev skilt samme år, i gennemsnit 11,4 sygedage. Det er hele 49 procent flere end for personer, der ikke blev skilt i perioden 2009-2012, som i gennemsnit havde 7,7 sygedage i 2012. For hvert år skilsmissen kom på afstand, faldt det gennemsnitlige sygefravær lidt, men det var stadig højere end for personer, der ikke blev skilt i de fire år.

Derved fandt Momentum, at relationsevnen i højeste grad prægede arbejdsevnen. Denne undersøgelse om arbejdsevne sætter spørgsmålstegn ved, om psykisk sundhed bør forstås primært som arbejdsevne. I stedet, som Freud også i sin tid indikerede, bør elskeevnen og det relationelle have forrang i forhold til vurdering af psykisk sundhed, da det relationelle netop griber ind i alle aspekter af vores liv, herunder vores arbejdsevne.

Syv forståelser af psykisk sundhed

Psykisk sundhed kan dog også forstås på andre måder end som et menneskes evne til at arbejde og elske. Psykologer fra forskellige traditioner og baggrunde benytter forskellige koncepter om psykisk sundhed. Tre psykologiske professorer, Daniel Batson, Patricia Schoenrade og Larry Ventis, opsummerede i 1993, på baggrund af over hundrede studier, syv forskellige forståelser af psykisk sundhed, som gennem tiden er blevet fremsat af psykologiske og psykiatriske forskere, praktikere og teoretikere.

De syv forståelser af psykisk sundhed peger hver især på et livs- og menneskesyn, der enten vægter den personlige autonomi og frihed (individualismen) eller omsorgen for de psykisk svage (kollektivismen). Denne omsorg for de svage handler om at skabe metoder, hvormed de svage og psykisk usunde kan genkendes og drages omsorg for. Disse metoder ses udtrykt i vores diagnosesystem og sundhedssystem.

  1. Fravær af psykisk sygdom.
  2. Passende social adfærd.
  3. Frihed fra bekymring og skyld.
  4. Oplevelse af personlig kompetence og kontrol i forhold til sit liv.
  5. Opnå selvaccept og selvaktualisering.
  6. En integreret og organiseret personlighed.
  7. Være open-minded og fleksibel.

I den første forståelse, fravær af psykisk sygdom, måles psykisk sundhed ved, i hvor høj grad en person udviser de genkendelige symptomer på psykopatologi, der er opstillet i officielle diagnosemanualer. Psykopatologi er et andet ord for psykisk sygdom, og i vores diagnosekultur er vi efterhånden blevet kompetente til at lave klare og afgrænsede kriterier for, hvilke symptomer der indikerer psykopatologi. Hvis en person ingen symptomer har, så er han eller hun i en psykisk sund tilstand. Modsat, når en person har nogle symptomer, som for eksempel hjertebanken eller tankemylder, så kan man vurdere, om de har stress, angst eller anden form for psykopatologi.

Den anden forståelse, passende social adfærd, er optaget af, hvorvidt en person udviser en socialt passende, genkendelig og „normal“ adfærd. Dette psykiske sundhedsbegreb er bestemt af det pågældende samfund og dets kultur. Eksempelvis er det i vores danske kultur passende at være omstillingsparat.

Den tredje forståelse af psykisk sundhed, frihed fra bekymring og skyld, er baseret på psykoanalysens tænkning med Freud i spidsen. Antagelsen er, at mennesket er neurotisk hæmmet af psykologiske konflikter, og psykisk sundhed handler om at blive fri fra bekymringer og skyld, som skaber psykologiske konflikter i det enkelte menneskes indre.

Den fjerde forståelse, personlig kompetence og kontrol, er forankret i de psykologiske motivationsteorier om, at mennesket har behov for at have en oplevelse af kontrol og kompetence i forhold til sine opgivelser for at kunne anses for at være psykisk sundt.
Den femte forståelse, selvaccept og selvaktualisering, handler om, at mennesket fundamentalt set har brug for at acceptere sig selv samt besidde evnen til at udtrykke sin „sande natur“ for at være psykisk sundt.

Den sjette forståelse, personlighedens integration og organisation, har sine rødder i personlighedspsykologien. Her er psykisk sundhed defineret ved det sunde og modne individ, med det man vil kalde en integreret og hierarkisk organiseret personlighedsstruktur. Det betyder, at en person over tid har en genkendelig personlighed, som er bygget op om en styrende livsfilosofi eller livsorientering.

Den syvende og sidste forståelse, open-minded og fleksibel, betoner menneskers evne til at tilpasse sig ny information og erfaringer. Antagelsen er, at mennesker, som er i stand til at respondere open-minded og fleksibelt, har størst grad af psykisk sundhed.

Det psykiske sundhedsbegreb i Danmark

De første tre forståelser af psykisk sundhed er forankret i kollektivismens tænkning. Disse tre er negative forstået sådan, at de handler om, hvad psykisk sundhed ikke er, og hvad et menneske bør undgå for at være psykisk sundt, eksempelvis undgå at være socialt utilpasset og uden neurosens skyld og skam.

Den første forståelse, fravær af psykisk sygdom, er det, der primært benyttes som psykisk sundhedsbegreb inden for psykiatrien og i det sundhedsfaglige møde med lidende mennesker i Danmark. I denne forståelse af psykisk sundhed anvendes, som tidligere nævnt, et diagnosesystem, som har til hensigt at kortlægge det lidende menneskes psykiske symptomer, således at personen kan få den korrekte diagnose, omsorg og psykiatriske behandling.

Problemet med denne forståelse af psykiske sundhed samt de to andre kollektivistiske forståelser er, at mennesker let bliver erklæret „unormale“ og svage. Derefter bliver der tilrettelagt en passende omsorg for dem, som administreres af kollektivet, men diagnosen og omsorgen er uden blik for andre dele af menneskets liv, herunder relationelle dimensioner.

I den danske, kollektive diagnosekultur sker en øget bureaukratisering og centralisering af procedurer for vurderinger af normal/ikke-normal og sund/usund. Herunder sygeliggøres mange af det enkelte menneskes følelser, reaktionsmønstre og ikke mindst oplevelser og erfaringer.

Eksempelvis sygeliggøres det, at en lærer har ondt i maven ved tanken om, at det er vanskeligt at tilgodese den enkelte elev i klasselokalet; at den nyligt fraskilte læge bryder sammen, fordi det er svært at nå alle patienter inden fyraften; eller at mellemlederen får rysteture og åndenød på arbejdet efter uger med aflevering af hulkende børn i børnehaven.

Deres reaktioner bliver, ud fra de tre kollektive forståelser af psykisk sundhed, vurderet som unormale og usunde, og den kollektive diagnosekultur bekræfter dette.

Individuelt ansvar for sundhed

De sidste fire forståelser af psykisk sundhed er baseret på individualismens værdier og tænkning. Disse forståelser er positive i og med, at de definerer psykisk sundhed ved det, som det er. De ses tydeligt, når vi i vores samfund vægter ord som forandringsparathed, vækst, innovation, selvudvikling, fleksibilitet, åbenhed, selvstændighed og individualitet. Disse ord beskriver alle kvaliteter, der vægtes højt i et vækstorienteret og individualistisk samfund. Disse ord bliver synonymer for psykisk sundhed.

Problemet med det livs- og menneskesyn, som disse forståelser af psykiske sundhed peger hen mod, er, at det også er individualistisk forankret. Ansvaret og dermed også skylden for individets psykiske sundhed, og mangel på samme, tilhører alene det enkelte menneske. Det enkelte menneske bærer selv ansvaret for normal/ikke-normal og sund/usund. Dette tunge ansvar kan føre til egoisme og grådighed eller passivitet og opgivenhed.

Et psykisk sundhedsbegreb udvikles og vedligeholdes altid i tæt samspil med det omkringliggende samfund og de værdier og menneskesyn, som er herskende i det. Det psykiske sundhedsbegreb i Danmark udspiller sig i et socialliberalt samfund, hvor det hele tiden spændes ud mellem individualismen og kollektivismen på forskellige måder, afhængigt af den siddende regering, forskellige samfundstendenser og landets generelle økonomiske situation. Men kan der være et alternativ til enten et individualistisk eller kollektivistisk forankret psykisk sundhedsbegreb?

Psykisk sundhed fra et personalistisk perspektiv

Personalismen peger på et alternativt menneskesyn, som sætter personen først, før individet og før fællesskabet; måske der også her gemmer sig et alternativt psykisk sundhedsbegreb.

Det er let at se, at både et individualistisk og et kollektivistisk forankret psykisk sundhedsbegreb har sine begrænsninger. Personalismens menneskesyn tilbyder ikke en middelvej mellem disse to positioner, men derimod et menneskesyn, der anerkender hvert menneskes søgen efter det gode og samtidig hævder, at denne søgen bliver frugtbar i relationen med andre mennesker.

Bag en personalistisk forståelse af psykisk sundhed, i modsætning til de syv præsenterede forståelser af psykisk sundhed, ligger en grundantagelse om, at det enkelte menneske er medfødt motiveret til relationer og til at skabe sit liv, og at det er igennem sine relationer, at det enkelte menneske lykkes i dette. Denne antagelse hænger uløseligt sammen med, at det enkelte menneske har en iboende værdighed, som ikke må krænkes.

Relationers betydning for psykisk sundhed

Mennesket er grundlæggende et relationelt væsen, der har brug for et tæt og engageret samspil med sine medmennesker for at trives og udvikle sig psykisk sundt. Mennesket er, som den franske filosof Gabriel Marcel (1889-1973) udtalte, „væsener, der er disponible til at ville, søge og indgå i relationer med hinanden“. Denne tænkning er ikke blot filosofisk forankret. Forståelsen af mennesket som et relationelt væsen er i allerhøjeste grad også psykologisk forankret. Som tidligere beskrevet lagde Freud afgørende vægt på betydningen af menneskets relationer for dets personlighedsudvikling.

Måske blev Freuds vægtning af relationer forplumret af seksualiseringen af denne relation, men ikke desto mindre lagde han fundamentet for store dele af udviklingspsykologiens relationelle perspektiv. Dette perspektiv er i udviklingspsykologien primært beskrevet som det helt nære samspil mellem barnet og dets omsorgspersoner. Udviklingspsykologisk forskning peger på, at psykisk sundhed afspejles i evnen til relationer, både omsorgspersonernes evner og barnets udvikling af relationelle færdigheder såsom empati og indlevelse.

I socialpsykologien ses det samme; der argumenteres for, at mennesket bliver til gennem dets sociale relationer, og psykisk sundhed kan ses som det relationelle selv. Den amerikanske professor og psykolog Kenneth J. Gergen, sætter, med udgangspunkt i socialkonstruktionismen, spørgsmålstegn ved opfattelsen af det individuelle sind som afgrænset og adskilt fra andre. I sin bog Relational being. Beyond self and community (på dansk: Relationel tilblivelse. Videre fra individ og samfund) sætter han fokus på relationernes betydning og gør derigennem op med optagetheden af sondringen mellem individ og samfund, individualisme og kollektivisme. Han giver relationerne forrang med hensyn til psykisk sundhed ved at sige, at den individuelle funktion vokser ud af relationerne, og forkaster den omvendte tænkning, hvor individet har forrang; at det er individuelle sind, som mødes for at danne relationer.

Med baggrund i disse psykologiske forståelser kan man sige, at et personalistisk syn på psykisk sundhed vægter det enkelte menneskes relationer, både i form af helt nære relationer og involvering i større eller mindre fællesskaber. Derfor vil lærerens eller lægens relationelle blik for den enkelte elev eller patient være et udtryk for psykisk sundhed. Og skolelærerens stressreaktioner vil være et udtryk for, at der ikke er tid til omsorg for den enkelte elev – den reaktion bliver ikke sygeliggjort, men bliver i stedet set på som en meningsfuld reaktion på en psykisk usund situation.

En sund reaktion på fremmedgørelse

I det perspektiv bliver det en grundopgave for samfundets institutioner, herunder skolen og sundhedsvæsenet, at opmuntre og involvere den enkelte til fællesskab, fordi det relationelle er kilden, hvorfra individuelle funktioner og kollektivistiske aspekter har deres udspring.

Menneskets personlighed antages at dannes på baggrund af relationer, og mennesket lever sit liv gennem relationer og er tæt forbundet med andre mennesker. Psykisk sundhed bliver herved også udtrykt gennem relationer som mål i sig selv og aldrig midlet til at nå andre mål. Det enkelte menneskes frihed skal derfor også forstås i relation med andre mennesker – egentlig frihed kan kun opnås i respekt for og i relation til andre mennesker.

Det enkelte menneskes identitet og udfoldelsesmuligheder hænger sammen med relationen til medmennesket. Det vil sige, at hvis det enkelte menneske mister eller fremmedgøres i relationer, da mister det en del af sig selv eller fremmedgøres for sig selv. Det sunde sind er forbundet med andre, og det vil naturligt reagere med psykisk ubehag, når relationer opløses, mistes eller fremmedgøres.

Med en personalistisk forståelse af psykisk sundhed normaliseres skolelærerens ondt-i-maven eller mellemlederens rysteture og åndenød, for med en relationel psykologisk forståelse er disse reaktioner både normale og meningsfulde.

Læreren reagerer naturligvis med ondt i maven og stress, når hun ikke har mulighed for tilgodese den enkelte elev i klasselokalet, ligesom mellemlederen får rysteture og åndenød, når han gentagne gange må aflevere grædende børn i daginstitutionen. De reagerer begge psykisk sundt på, at deres relationer er pressede, mistes eller fremmedgøres.

Vækstbetingelser for menneskets engagement

En personalistisk forståelse af psykisk sundhed anskuer også mennesket som et engageret væsen, der udfolder sig ved i frihed at tage ansvar for sit eget liv samt sine medmennesker i både nære fællesskaber og for hele samfundet. Mennesket giver livet gensvar ved at påtage sig sin eksistens og svare på sine livsvalg.

Dette menneskesyn ses i særdeleshed i den humanistiske psykologi, hvor et positiv syn på mennesket som indre motiveret er dominerende.

Den amerikanske psykolog og en af grundlæggerne af den humanistiske psykologi Carl Rogers udviklede den klientcentrerede psykoterapi, som bygger på den antagelse, at klienten har nogle iboende ressourcer, som kan udvikles ved et autentisk møde med en empatisk, positivt indstillet terapeut. Antagelsen om disse ressourcer beror på eksistensen af aktualiseringstendensen i hvert menneske.

Den iboende retning af denne tendens antages at være positiv, det vil sige, at mennesket vil udvikle eller aktualisere sig i den mest positive, konstruktive, kreative og pro-sociale retning, der er mulig under de givne omstændigheder og betingelser.

Mennesket er som udgangspunkt engageret og motiveret, men den menneskelige udvikling er samtidig afhængig af det relationelle møde med andre mennesker. Man kan argumentere for, at psykisk sundhed hænger tæt sammen med skabelsen af gode vækstbetingelser for menneskets iboende engagement.

Det enkelte menneskes engagement, eksistens og valg i livet er altid relateret til medmennesket, ligesom disse bliver realiseret igennem og i kraft af medmennesket. For at skabe gode vækstbetingelser for psykisk sundhed skal menneskers indflydelse og medbestemmelse på deres egen tilværelse vægtes højt, og derfor bør mindre fællesskaber fremmes, ligesom systemers eller institutioners upersonlige magt bør mindskes.

Demokratiets grundstene – samtalen samt respekten og forståelsen for andre mennesker – er helt essentielle for, at dette kan lykkes. Derfor indgår evnen til dialog og respekten og forståelse for andre mennesker som essentielle elementer i en personalistisk forståelse af psykisk sundhed.

Når dialogen og respekt og forståelse for andre mennesker er et udtryk for psykisk sundhed, skal det også vægtes i samfundets institutioner. For eksempel skal børnehaven og skolen prioritere, at børnene lærer dette, samt at de voksne har tid og bemanding nok til selv at gøre det og fralære det.

Værdighed i et psykologisk perspektiv

Respekt og forståelse for det andet menneske hænger tydeligt sammen med, at personalismen hævder, at mennesket er unikt og værdifuldt i sig selv. Fordi mennesket er det, skal ethvert menneske behandles med respekt. Det handler om det relationelle møde mellem mennesker, for eksempel det sundhedsfaglige møde mellem behandler og patient. Patienten bliver et medmenneske, hvis værdighed ikke må reduceres eller krænkes. En sådan krænkelse er ikke blot et overgreb på dette enkelte menneske, men på hele menneskeheden.

Personalismen antager, at mennesket har en iboende værdighed, der aldrig kan relativeres eller formindskes, og som medmennesker og samfundet ikke må undertrykke eller krænke. Menneskets status som værdigt kan der ligeledes argumenteres for psykologisk, i særdeleshed i de psykologiske teorier, der argumenterer for en iboende kerne i hvert menneske. Forskellige psykologiske retninger diskuterer, hvorvidt og i hvilket omfang denne kerne er medfødt eller tilblevet, men ideen om ethvert menneske som et unikt væsen kan dog ikke relativeres.

Psykologisk forskning, særligt inden for de positive psykologiske forskningstraditioner med den amerikanske psykologiprofessor Martin Seligman (1942-) i spidsen, har eksempelvis fundet, at når arbejdsledere møder deres medarbejdere med anerkendelse, respekt, accept og lydhørhed, så fremmer det både den individuelle og generelle trivsel, giver bedre private og arbejdsmæssige relationer samt øger oplevelsen af mening. Forskningsmæssigt ses der en klar sammenhæng mellem at blive behandlet værdigt og at være psykisk sund.

Hvis menneskets værdighed er en del af forståelsen af psykisk sundhed, så kan eksemplet med lægens stressreaktion på både egen skilsmisse og manglende tid til sine patienter ses som en reaktion på reducering af værdighed – både hans egen, ekskonens og patienternes. Hans sammenbrud er ikke et udtryk for psykisk usundhed eller unormalitet.

Tværtimod, så vil det psykisk sunde menneske altid reagere på reducering af menneskelig værdighed. Lægens reaktion er i en personalistisk optik både psykisk sund og normal.

Relationer som et mål i sig selv

En personalistisk forståelse af psykisk sundhed antager, at mennesket er relationelt, engageret og værdigt. Derfor ses psykisk sundhed i den indstilling, ethvert menneske møder sit medmenneske med: at han eller hun er betydningsfuld, og vores fælles relation er enestående og rummer muligheder. Relationer er mål i sig selv, og de må aldrig blive midler for andre mål, fordi når relationer og andre mennesker er midler, bliver mennesker til noget andet og mindre end personer.
En personalistisk forståelse sætter både spørgsmålstegn ved det eksisterende, individualiserede og arbejdsorienterede begreb om psykisk sundhed og tilbyder en alternativ forståelse. En forståelse, hvor relationsevnen har forrang over arbejdsevnen. Tidlig og nyere psykologisk teori og forskning understøtter med al tydelighed denne relationelle forrang.

Et personalistisk perspektiv gør ligeledes op med, at psykisk sundhed er noget, som kun kan udtrykkes og vurderes på det enkelte menneskes symptomer og reaktioner.

Man kan også tale om psykisk sunde og usunde fællesskaber, samfundsstrukturer og institutioner, fordi det psykisk sunde individ og det psykisk sunde fællesskab er uløseligt og gensidigt forbundet af det relationelle møde mellem mennesker.

Noter
  1. Den nationale Sundhedsprofil, 2013.
  2. Svend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstrang. Gyldendal, 2014.

Om forfatteren

Dorte Toudal Viftrup, cand.psych. fra Københavns Universitet, har privat psykologisk praksis, er ekstern lektor på Syddansk Universitet og har netop afsluttet sin erhvervs-ph.d.

Dorte Toudal Viftrup holder også foredrag om psykologiske emner. Se www.dortetoudal.dk

Categorías
Det personlige samfund Krise og konfliktløsning

Med relationen som fundament

Else Marie Bech og Finn Godrim, psykologer ved Institut for Relationspsykologi

At blive mødt som et helt menneske genskaber oplevelsen af at være et helt menneske

En mand sidst i 60’erne henvender sig i vores praksis. Han får en tid hos en af os, der spørger ham, hvorfor han er her. Han har fået en depression, fortæller han. Han har været ved lægen, der har ordineret medicin, og han er blevet anbefalet terapi, der kan gøre ham rask igen. Han kommer for at blive behandlet for sin depression, forklarer han.

„Så du er ked af det?“ spørger jeg. „Ja, det er jeg vel – jeg har jo en depression,“ mumler han med blikket vendt mod vinduet. „Hvad er du ked af?“ spørger jeg igen. Han kigger forundret op, og i samme nu møder jeg hans blik, der i få sekunder rammer mig som en bølge af intens sorg. Jeg må vælge at bevare kontakten, selvom smerten for en kort stund også er blevet min.

„Jeg mistede min kone for halvandet år siden. Sorgen burde nok have fortaget sig nu, men det gør ligeså ondt i dag som i går. Jeg savner hende usigeligt …“. Hans stemme ryster, og han rømmer sig for ikke at miste fatningen. „Fortæl mig om din kone,“ svarer jeg og inviteres med ind i en historie fyldt med hverdage og fester, med glæde og frustration, med dyb kærlighed og tilsvarende sorg.

Da jeg inviterede ham ind, blev jeg en del af den historie, og hans historie blev en del af min. Lige der blev vi spundet sammen på en måde, der forandrede os begge. Jeg kunne ikke tage sorgen fra ham, hvilket han nok heller ikke ønskede, men jeg kunne tilbyde mig selv i et ægte møde, der – lige så stille – gav ham oplevelsen af at være et helt menneske igen.

Sygdom, der skabes i mødet med sundhedssystemet

Der er noget, der ikke rigtigt fungerer i dag. Gennem de seneste år har vi set en eksplosiv vækst i antallet af mennesker diagnosticeret med psykiske lidelser, herunder stress, depression og angst. Hvis udviklingen fortsætter, vil stress og depression i 2020 blive de væsentligste kilder til sygdom, siger WHO.

Der er mange, der kæmper og gør en positiv forskel for dem, der har det svært. Der er mange ildsjæle, og det politiske system har fokus på at sætte stadigt flere penge af til øget behandling, tidligere diagnosticering og bedre forebyggelse. Alle kender nogen, der er ramt. Alle har aktier i, at vi finder en løsning.

Som psykologer møder vi mennesker i mistrivsel dag efter dag, og vi oplever et stort behov for at se på det store billede – i stedet for blot at forsøge at slukke brande én ad gangen. Hvad er det, der ligger bag denne øgede mistrivsel?

Lige nu er det sundhedsfaglige møde med det lidende menneske solidt funderet i et individualistisk menneskesyn og en sygeliggørelse af et bredt spektrum af følelser. Den psykiske mistrivsel diagnosticeres altid „inde i“ det isolerede individ, ligesom medicin jo nødvendigvis må rettes alene mod „ejeren af problemet“.

Sygeliggørelsen af følelsesmæssige udsving betyder, at sorg, afmagt og manglende motivation betragtes som unaturlige tilstande, der er behandlingskrævende. Derved udvikles der flere og flere diagnoser til at favne snart alle former for lidelse, der hurtigst muligt skal behandles og reduceres gennem individfokuseret intervention.

Det anbefales officielt, at vi supplerer den medicinske behandling med kognitiv terapi. Denne terapiform retter sig mod den lidendes tankemønstre, og indikerer dermed, at det er den enkeltes tanker om verden, der er årsagen til problemet. Vi kender også denne grundtanke fra den populære selvhjælpslitteratur: „If you can dream it – you can do it.“

Denne udbredte tilgang er udtryk for en forståelse, hvor menneskets private tankemønstre betragtes som årsagen til psykisk dårligdom og som nøglen til forandring og succes.

Vi har altså at gøre med et sundhedsfagligt system, der er indrettet til at hjælpe et menneske, der grundlæggende bevæger sig gennem livet på egen hånd og ved egen kraft.

Når der opstår problemer, har disse rod i personlige mangler, kemiske defekter eller forvrængede tankemønstre, der derfor behandles individuelt. Ligeledes kan vi hylde mennesket, der har succes, fordi dette menneske selvstændigt har forstået at kontrollere og forvalte sine personlige ressourcer korrekt.

Menneskesynet i denne tilgang er tydeligvis individualistisk. Dette er udviklingsforståelsen, vi alle må underlægge os i mødet med det sundhedsfaglige system. Men i hvor høj grad stemmer denne forståelse overens med vores egentlige udviklingsvilkår?

Udvikling er altid relationelt funderet

Menneskets udvikling, læring og trivsel er fundamentalt funderet i kvaliteten af dets relationer.

Menneskets udvikling, læring og trivsel er fundamentalt funderet i kvaliteten af dets relationer.

Else Marie Bech og Finn Godrim


Hvordan kan vi vide det?

Som udgangspunkt kan vi undersøge, hvad der sker med børn, der modtager fysisk pleje, men ikke indgår i stabile relationer. Disse undersøgelser er blandt andet udført på børnehjem, hvor det tydeligt viser sig, at børnene – på trods af rigtig ernæring og pleje – bliver voldsomt mentalt underudviklede.

Ligeledes viser de tragiske tilfælde, hvor små børn er blevet forladt, men har klaret sig på egen hånd, at børnene tager skade i uoprettelig grad. Disse tilfælde viser os, at man umuligt kan udvikle sig normalt, hvis ikke man indgår i menneskelige relationer.

Utallige neurologiske målinger og hjernescanninger bekræfter, at hjernens kredsløb udvikles i samværet med stabile, positive og sensitive relationer. Mødet med et andet – følelsesmæssigt tilgængeligt – menneske, er hjernens drivkraft for udvikling – gennem hele livet. Hele vores selvforståelse, vores sprog, vores indre dialog og vore tankemønstre er udviklet på basis af relationer.

I hvert eneste møde med et andet menneske, foretager vi en nuancering i vores selvforståelse. Vi gør indtryk på hinanden, der sætter et uudsletteligt aftryk i vores hjerne og selvbillede.

Forskningen fortæller os altså med tiltagende tydelighed, at idéen om „det selvstændigt udviklede menneske“ er en illusion. Denne opdagelse er utrolig og burde i virkeligheden medføre en drastisk forandring af hele vores tænkemåde og sundhedsfaglige indretning.

I lyset af den relationelle udviklingsforståelse, giver det ikke længere mening at definere og behandle enkeltpersoners lidelse, mistrivsel og smertefulde følelser i enerum.

For hvad nu, hvis det i virkeligheden ikke er det enkelte menneske, der fejler noget? Hvis den oplevede lidelse og de negative følelser egentlig er en sund respons på en samfundsmæssig og sundhedsfaglig indretning, der er udviklet på basis af et misforstået menneskesyn? I så fald vil indretningen af det psykosociale system give den psykiske trivsel rigtig svære kår.

Når man år efter år lever under omstændigheder, der ikke gensvarer de menneskelige behov, vil psyken lide, og lidelser og manglende trivsel vil uundgåeligt spire frem som sunde signaler på, at noget er galt.

En epidemi af psykisk mistrivsel er et klart og tydeligt signal om, at der er behov for en langt mere omfattende forandring. Hver eneste gang vi behandler ét menneske for hans eller hendes lidelse bekræfter vi holdningen, at lidelsen er et individuelt problem, og samtidig fritages det sundhedsfaglige system og menneskets øvrige relationelle sammenhænge for inddragelse i problemets definition og løsning.

Dermed ikke sagt at vi skal stoppe med at hjælpe dem, der søger behandling. Vi skal derimod tilbyde en hjælp, der baserer sig på en meningsfuld udviklingsforståelse.

Følelser til fælles

Hvorfor ser vi en tiltagende sygeliggørelse og individualisering af følelsesmæssige tilstande som tidligere betragtedes som naturlige relationelle oplevelser i livsforløbet?

Det er der mange forklaringer på, og en vigtig faktor er, at psykiatrien er placeret under en medicinsk årsagsforståelse, hvor behandlinger først kan igangsættes, når en diagnose foreligger.

En anden – mere psykologisk – forklaring er, at det autentiske møde med et andet menneskes følelser samtidig forudsætter et møde med egne følelser og levede erfaringer. Dette møde med egne og den andens følelser er naturligvis nemt og behageligt, når man mødes omkring rare, opløftende følelser. Omvendt vil det være smertefuldt og indimellem ubehageligt at mødes omkring følelser af tristhed og vrede. Når man undgår eller forlader en sådan interaktion, sker det som oftest i et forsøg på at håndtere ens egen personlige lidelse.

I det autentiske møde er man på spil med sig selv som menneske. Man kan derfor ikke indtage en objektiv ekspertholdning eller en distanceret professionalisme. Det udviklende møde er et møde mellem to ligeværdige mennesker med hver sin historie, der i mødet uundgåeligt vil forandre hinanden.

Det paradoksale ved sygeliggørelsen af de naturlige følelser er, at netop følelserne har potentialet til at være skæringspunktet for de mest autentiske menneskelige møder. Som mennesker har vi mange forskelligheder, der kun øges, når vi mødes på tværs af kultur, alder, religion og politisk overbevisning. Disse forskelligheder findes dog ikke, når det handler om følelser.

Vi er alle født med de samme grundfølelser, som vi alle oplever og udtrykker på samme måde. Vi kender alle til at græde, når vi mister. Enhver forstår glæden, der udtrykkes gennem smil og latter. Og vredens udtryk, når uretfærdigheden rammer, er genkendelig for unge som gamle. Følelserne er fænomener, som mere end noget andet burde skabe genkendelse, empati og gensidig forståelse.

Forskningen viser faktisk også, at følelserne har langt mere styrings- og forandringskraft end tankerne (Greenberg, Rice & Elliot 1993). Derved er der meget mere heling i at udtrykke og dele følelser i en tryg relation sammenholdt med forsøget på at skabe ændringer gennem den opreklamerede „tankens kraft“.

Den aktuelle sygeliggørelse af følelserne betyder, at vi er blevet bange for at møde dem – både i os selv og i andre. Følelser er blevet noget, vi må overlade til eksperterne. Det er virkelig sørgeligt og skaber distance og fremmedgørelse, der hvor der netop skulle være samhørighed og gensidig forståelse.

Det starter med den relationelle bevidsthed

Et system, der fungerer i tråd med menneskets udviklingsvilkår, må basere sig på en bevidsthed om udviklingens relationelle fundament. En relationel bevidsthed.

Når nu forskningen viser, at relationen er udviklingens element, får dette en markant betydning for vores pædagogiske, indlæringsmæssige og sociale tiltag: Etableringen af stabile, positive og sensitive relationer er midlet til at fostre udvikling, læring og trivsel. Teknikker til opdragelse, behandling og indlæring kan kun medføre udvikling og læring i den grad, de baserer sig på et fundament af stærke relationer. Uden det relationelle fundament, vil de – i bedste fald – være neutrale, og i værste fald hæmmende for menneskets mentale udvikling.

Når relationen er virkemidlet og drivkraften, kan det ikke lade sig gøre at distancere sig bag teknikker og teorier.

Det er i mødet mellem autentiske, nærværende mennesker, der åbnes muligheder for udvikling. Derfor må man nødvendigvis stille sig til rådighed som menneske, hvis man vil agere på den relationelle bevidsthed. Der må være virkelige følelser, virkelige holdninger og virkelige grænser.

Også i terapien er det selve kontakten, der udgør behandlingens kerne. Kontakten skabes i mødet mellem to unikke, ligeværdige mennesker, der både er forskellige og har utrolig meget til fælles: Som nævnt følelserne og i lige så høj grad livets eksistentielle vilkår. I tråd med det relationelle menneskesyn, er både klient og terapeut i spil som mennesker, da de hele tiden står i en gensidig påvirkning i forhold til hinanden.

I denne ligeværdige relation er terapeuten mervidende, men i kraft af sin faglighed er han i stand til kontinuerligt at sætte sine egne antagelser og forforståelser direkte i spil sammen med den anden, så de sammen kan etablere et åbent og nysgerrigt undringsfællesskab (Thorbjørn Hansen 2008).

Når den ligeværdige og empatiske kontakt er etableret, kan terapeuten „gå over broen“ og udforske den andens historie. Han kan lytte, stille nysgerrige spørgsmål og forsøge at forstå, hvordan den anden oplever sin verden. For at mødet bliver udviklende, kræver det dog også, at terapeuten deler sine egne personlige oplevelser og betragtninger. Derigennem tilbyder terapeuten sig som et menneske med perspektiver og oplevelser, som den anden kan spejle sig i og afgrænse sig i forhold til.

Forskelle i perspektiver vil øge oplevelsen af selvforståelse og afgrænsning, mens oplevelsen af fælles perspektiver vil forstærke identifikationen og fællesskabsfølelsen med den anden.

Når man sådan åbent går på opdagelse i den andens landskab, vil man også forandre blikket på sine egne oplevelser. Det kræver derfor mod at slippe sit eget udgangspunkt for åbent at leve sig ind i den andens – i bevidstheden om, at man aldrig bliver helt den samme.

Måske er det i virkeligheden denne bevidsthed om, at man forandrer – og forandres – i hvert enkelt møde, der kan kropsliggøre den teoretiske overbevisning, at vi er relationelle personer. På denne måde kan man definere den professionelle faglighed som det at være kontinuerligt bevidst om det relationelle fundament:

„En person med dannelse (an educated person) forstår først og fremmest, at ens måde at forstå, tænke og gøre flyder fra, hvem man er. Sådan en person ved, at en autentisk person er mere end blot et individ, en ø for ham eller hende, men en væren-i-relation med andre og derfor, i sin kerne, er en etisk væren.“

Ted T. Aoki, Alberta, Canada, University of Lethbridge
Litteratur
  • Aoki, T. (1988) What is to be educated? Paper præsenteret ved Convocation I, Lethbridge, Alberta, Canada, University of Lethbridge. Også citeret I Thorbjørn Hansen, F. (2008) At stå I det åbne (s. 361).
  • Greenberg, Rice & Elliot (1993) Facilitating Emotional Change: The Moment-by-Moment Process. New York Guilford Press.
  • Thorbjørn Hansen, F. (2008) At stå I det åbne. Hans Reitzels Forlag.

Om forfatteren

Else Marie Bech er autoriseret psykolog og har medvirket til at skrive og redigere en mængde bøger, artikler og kronikker, der alle handler om relations – og udviklingspsykologi. Hun arbejder til daglig i Institut for Relationspsykologi, hvor hun har klienter i terapi og er ansvarlig for instituttets kommunikation.

Else baserer sit daglige arbejde med både terapi og kommunikation på den basale antagelse, at relationen er udgangspunktet for udvikling og læring. Derfor er det de daglige samspil, der optager hende mest.

Else er gift og mor til tre piger, der gør hver eneste dag til en inspirerende og lærerig påmindelse om, hvordan samspillet mellem mennesker er det skønneste, det mest udfordrende og det fuldstændig afgørende for oplevelsen af trivsel og mening.

Om forfatteren

Finn Godrim har en baggrund som folkeskolelærer og er i dag autoriseret psykolog samt godkendt som specialist og supervisor i klinisk psykologi.

Inden Finn i 2001 startede som privatpraktiserende psykolog, var han leder af et PPR kontor og blev her optaget af at udvikle professionelles relationskompetence som et modtræk til en stigende tendens til at diagnosticere og beskrive vanskeligheder som værende iboende det enkelte barn.

Som stifter af og direktør for Institut for Relationspsykologi beskæftiger Finn sig hovedsageligt med supervision og ledelse- og organisationsudvikling ud fra et relations- og ressourceorienteret udgangspunkt, ligesom han gennem foredrag, bog- og artikelskrivning fortsat forsøger at udvikle og udbrede relationspsykologien.

Privat har Finn for flere år siden fejret sølvbryllup og nyder familielivet allerhelst sammen med søn, svigerdatter og barnebarnet Noah.