Etiqueta: værdier

Categorías
Danskernes værdier Det relationelle menneske

Et nutidsbillede af danskernes relationer, engagement og værdighed

Jens Nygaard Nielsen, politisk konsulent, Michael Hedelund, særlig rådgiver, og Jonas Norgaard Mortensen, forfatter til bogen „Det fælles bedste”.

Personalismen er kendetegnet ved at være en filosofi, der tager sit udgangspunkt i den konkrete kontekst, hvor personer udlever deres engagement, relationer og værdighed. Den insisterer på personers uafsluttethed og uudgrundelighed.

Personer kan aldrig fuldt ud sættes på formler, tal eller teori. Der er altid mere at sige. Hvis vi gør os endeligt begreb om mennesker, begår vi et overgreb på dem.

På den måde står personalismen i opposition til andre strømninger ved ikke at være generaliserbar og målbar i udgangspunktet. I en tid hvor for eksempel New Public Management og Logistic Framework Approach har gået sin sejrsgang ved målbarheden i sig selv, så vinder personalismen gehør ved at fokusere på det, der i udgangspunktet ikke kan sættes på tal.(1)

Vi vil alligevel forsøge den svære øvelse at sætte tal på danskernes relationer, engagement og værdighed ved hjælp af tal og fakta som pejlinger på personers situationer i Danmark.

Denne analytiske taløvelse kan give nogle værdifulde indikationer af, hvordan situationen eller oplevelsen generelt er. Det sker med afsæt i to store tværgående undersøgelser foretaget af Epinion for tænketanken Cura i januar 2015. Undersøgelser, der som de første af deres art afdækker danskernes oplevelse af egne relationer, engagement og værdighed i samfundet.

Målinger af mennesker

De tre hovedbegreber – relationer, engagement og værdighed – er analyseret med lige dele metodisk stringens og ydmyghed. Analyserne af eksempelvis relationer bygger på danskernes subjektive vurdering og personlige erfaring med, hvordan man oplever sit forhold til andre mennesker i samfundet. En relation vil altid være forankret i et forhold mellem personer i samfundet. Relationens kvalitet, god eller dårlig, vurderes både i forhold til tidligere erfaringer med vedkommende, men også den tidligere erfaring med andre personer i samme kontekst.

Begrebet engagement er ligeledes vanskelig at sætte på en præcis formel, da det kommer til udtryk på mange måder i de enkelte livsarenaer; familien, nabolaget, arbejdet, fritiden med videre. Fællesnævneren er dog, at et engagement udfoldes i samspil og over for andre personer i samfundet, som det for eksempel sker i forhold til ens naboer, en opgave på arbejdet eller til det fælles bedste i foreningslivet.

Det sidste begreb er værdighed. Begrebet bliver ofte udlagt som enten at have tilstrækkeligt med materielle goder til at kunne tage sig ordenligt ud, eller også er det knyttet til menneskets suverænitet eller selvbestemmelsesret. I vores forståelse er begrebet knyttet til den måde, man som person bliver mødt af andre. I den personalistiske forståelse (såvel som i menneskerettighederne) er det i spejlingen med den anden person, at man bliver bekræftet eller afvist på værdig eller uværdig vis.(2)

Tal kan ses med mange briller. Metoden og målingerne er ikke endegyldige sandheder, men pejlinger på vores tid – og inspiration til et nyt perspektiv.

Danskernes relationer er gode, men …

Epinionmålingen afdækker, hvordan danskerne oplever deres relation til forskellige grupper i samfundet, både de helt personlige som familien og de – i udgangspunktet – mere upersonlige som offentligt ansatte og ekspedienten i forretningen.

Undersøgelsen viser, at danskerne helt overordnet har gode relationer til deres medborgere, men når det gælder forholdet til det offentlige og nydanskere er der grund til bekymring. Især hvis man ser på udviklingen de sidste fire år.

De nære relationer rangeres generelt højt, hvorimod de mere distancerede relationer rangeres lavere. Det er ikke overraskende, at relationerne til de mere upersonlige grupper i samfundet er svagere end til de mere personlige og nære grupper såsom familie og venner/bekendte. Det er igennem det regelmæssige og ligeværdige personlige samvær, at relationerne opbygges og styrkes.

Relationer til familie og venner er vigtigst

De nære personlige relationer til familie og venner/bekendte skiller sig positivt ud. 91 procent af danskerne vurderer deres relation til familien som værende god eller meget god, og 79 procent vurderer deres relation til venner/bekendte som værende positiv (tabel 1.1).

Adspurgt om udviklingen i de nære relationer gennem de sidste fire år oplever mellem 25 og 28 procent af danskerne, at de generelt har fået bedre relationer til familie og omgangskreds, mens 13 procent oplever, at det er forværret i forhold til familie, og 9 procent oplever, at det er forværret i forhold til venner og bekendte. Danskernes stærke familieværdier slår altså også igennem her, hvor flere samlet set mener, at de nære relationer er forbedret (tabel 1.2).

På trods af – eller måske netop på grund af – ændrede familieformer og en mindre afhængighed af familien end tidligere, så vægter danskerne fortsat familien højest, når de bliver bedt om at rangere forskellige forhold, der har størst betydning i deres liv.

Det er imidlertid værd at bemærke, at hele 60 procent af danskerne er enige eller meget enige i, at alt for mange er ensomme i Danmark, og kun 5 procent er uenige eller helt uenige. Dertil er 50 procent af danskerne enige eller meget enige i, at vi skal fremme nye boligformer, som bedre understøtter fællesskab. Kun 10 procent er uenige eller helt uenige i dette. Så selvom de nære relationer generelt er velfungerende, er der samtidig et flertal, der mener, at ensomhed er et problem.

Relationen til offentlige institutioner er forværret

Mens danskernes nære relationer generelt er uforandrede eller forbedrede igennem de seneste fire år, så tegner der sig et anderledes billede i forhold til de øvrige relationer, man har i samfundet.

Mere end hver tredje dansker mener, at forholdet til de offentligt ansatte er blevet ringere de sidste fire år.

34 procent mener, at relationen er blevet dårligere til offentligt ansatte på sundhedsområdet. Endnu flere – 37 procent – mener, at relationen er blevet dårligere til ansatte i offentlige servicefunktioner. Mest markant er danskernes relation til offentligt myndighedsansatte, hvor 10 procent beskriver deres relation som dårlig eller meget dårlig, og 45 procent vurderer, at den generelt er blevet forværret de sidste fire år (tabel 1.2).

Relationen til de mere distancerede grupper varierer tilsyneladende afhængigt af, om der er en grad af personlig relation – medmenneskelighed om man vil – eller om der er tale om et systemforhold. Det ses ved, at der er flere danskere, som vurderer deres relation til velfærdssamfundets relationsmedarbejdere – pædagoger, bibliotekarer, lærere, sundhedspersonale – som mere positiv set i forhold til de personer, der udøver en myndighed på vegne af samfundet.

Danskernes vurdering af deres relationer til andre personer i samfundet afspejler formentlig, at de gode relationer opstår og findes i de forhold, hvor mødet imellem personerne er kendetegnet af ligeværdighed. Når relationen bliver asymmetrisk, hvor den ene part har en magtfunktion over den anden, opleves relationen som dårligere.

Velfærden er truet af store upersonlige systemer

Danskernes relationer til medarbejdergrupperne i velfærdsstaten er tilsyneladende under pres. Der er flere resultater i undersøgelsen, der indikerer, at den offentlige kontrol- og effektiviseringsdagsorden gør det vanskeligt for medarbejderne at etablere gode relationer til borgerne. Over halvdelen, 57 procent, af danskerne mener således, at velfærden er truet af store, upersonlige systemer og selvbetjening, og endnu flere, 65 procent, mener, at kontrollen og administrationen i det offentlige har taget overhånd.

Der er altså meget, der tyder på, at forværringen i forholdet til de offentlige funktioner skyldes det øgede fokus på performance, resultatmål og kontrol, som er kendetegnende for den offentlige sektor i disse år. En anden årsag kan være den øgede digitalisering og selvbetjening; noget der særligt manifesteres inden for myndighedsudøvelsen. Det synspunkt støttes af, at 60 procent af danskerne mener, at den digitale udvikling med skærme og selvbetjening overalt påvirker relationerne imellem mennesker i en negativ retning.(3)

Det, at danskerne oplever en øget distance og et mindre personligt forhold til den offentlige sektor, er formentlig også et resultat af de større administrative enheder, etablering af tværkommunale forsyningsselskaber og kommunesammenlægninger i øvrigt. Udviklingen står i skærende kontrast til, at 71 procent af danskerne ønsker et mere personligt samfund, og ligeså mange mener, at samfundet er blevet for meget system og har for lidt respekt for de mennesker, det egentlig skal tjene.

Gode relationer mellem ældre og unge

Undersøgelsen adresserer også danskernes forhold til tre hovedgrupper i samfundet: unge, ældre og nydanskere. Et fællestræk for alle tre grupper er, at de generelt får meget opmærksomhed i samfundet, og at der i offentligheden portrætteres særlige udfordringer med relationen til og imellem grupperne: Kløften mellem unge og ældre, mellem ældre og nydanskere og så videre. Undersøgelsen viser da også nogle interessante træk i forhold til dette, men med lidt uventede resultater.

I forhold til unge og gamle er der ikke belæg for, at der er en markant generationskløft, altså at unge har en dårlig relation til ældre eller omvendt. Blandt de 18-29-årige vurderer 64 procent, at de har gode eller meget gode relationer til ældre. Blandt de over 66-årige i undersøgelsen vurderer hele 78 procent, at de har gode eller meget gode relationer til unge.

Mere interessant er det, at de yngre generationer generelt har svagere relationer til både de nære og mere distancerede grupper sammenlignet med de ældre aldersgrupper i undersøgelsen.

Figuren illustrerer, at mens alle aldersgrupper generelt vurderer deres relationer til samfundsgrupperne over middel (over 3), så vurderer de ældre generationer deres relationer til alle andre grupper som bedre end de yngre generationers. Generelt vurderer de over 50-årige deres relation til alle grupperne cirka 0,3 point højere end de 18-49-årige.

Dårlige relationer til nydanskere

Nydanskere, som en generaliseret gruppe, er den gruppe, som danskerne generelt oplever at have de dårligste relationer til med en gennemsnitlig vurdering på 3,3, det vil sige lige over middel. Selvom det naturligvis kunne være værre, så er det bemærkelsesværdigt set i forhold danskernes gode relationer i øvrigt. Den gennemsnitlige vurdering af relationen til nydanskere ligger mellem 0,4 og 1,2 point lavere end til andre grupper i samfundet. Det er samtidig den gruppe, som den største andel af danskere oplever at have et enten dårligt eller meget dårligt forhold til, nemlig 13 procent (tabel 1.1). Spørgsmålet er, om den største udfordring her i virkeligheden er den altovervejende gruppe, der hverken har en god eller dårlig relation til nydanskere – altså om de overhovedet har en relation.

Undersøgelsen viser desuden, at hele 48 procent vurderer, at forholdet til nydanskere er blevet dårligere i løbet af de seneste år (figur 1.2). Det er en bekymrende udvikling, at danskernes relation til én befolkningsgruppe i den grad forværres over tid.

Det er et tegn på, at mange års integrationsindsats ikke er lykkedes tilstrækkeligt for så vidt angår relationsopbygningen imellem personerne i samfundet – det, man kan kalde den personlige og relationelle integration.

Det er et fokus, det har været vanskeligt at få øje på. Fokus har været på at tilegne sig det danske sprog, accept af og/eller indarbejdelse af danske normer og værdier samt ikke mindst at gennemføre uddannelse og arbejde. Det danske samfund har prioriteret den strukturelle og kulturelle integration over den relationelle, og resultatet har – mod hensigten – været, at nydanskere ikke er vellykket integreret i det danske fællesskab, hvis man ser det som en relation imellem mennesker.

Alder spiller tilsyneladende også en rolle i forhold til danskernes oplevelse af deres relation til nydanskere, og der er interessante forskelle på tværs af alder. De 18-29-årige og de over 66-årige vurderer deres relation til nydanskere til henholdsvis 3,4 og 3,5, altså højere end de 30-49-åriges vurdering på 3,2.4 Det er også de unge og de ældre, der oplever størst forbedring i forholdet til nydanskere. For eksempel mener 19 procent blandt de 18-29-årige, at der er en forbedret relation, men også her er det hele 44 procent, der mener, at relationen er blevet dårligere eller meget dårligere (tabel 1.4). De ældre er generelt den aldersgruppe, der har de bedste rela­tioner til nydanskerne. Det er bemærkelsesværdigt og modbeviser forestillingen om, at ældre er mere utrygge ved nydanskere end andre.

Danskerne vægter engagement og fællesskab

Ligesom relationer er også engagement afgørende for menneskelig trivsel ifølge personalismen. Engagement udfoldes hos den enkelte person både i nære relationer, i lokalsamfundet, i foreningslivet, i arbejdet og i mange andre facetter af livet. De er således et begreb, der er vanskelig at sætte på en enkel formel. Danskernes engagement skal belyses med al respekt for de nuancer, der ligger i begrebet.

91 procent af alle danskere udtrykker, at mennesker trives, når de er engagerede på den ene eller anden måde. Samtidig mener 77 procent, at fællesskaber er centrale for, at vi kan udfolde vores engagement. Særligt blandt de yngre aldersgrupper står fællesskabsidealet stærkt.

Over 82 procent af de 18-39-årige støtter ideen om fællesskaber. Det skal ses i forhold til, at kun 28 procent af danskerne mener, at kollektivisme er godt.(5) Selvom både fællesskab og kollektivisme søger at indfange den måde, som mennesker kan arbejde sammen på, så er kollektivisme forståelsesmæssigt kendetegnet ved at underlægge individet fællesskabet, hvorimod fællesskab per se betoner den enkeltes selvstændige rolle i relation med andre. Det bekræftes af et stort flertal, 74 procent, der mener, at mennesker trives i relationen – fællesskabet – med andre.

72 procent udtrykker, at det er vigtigt, at mennesker engagerer sig i deres lokale område, og 70 procent mener, at vi skal engagere os mere i vore medmenneskers liv.

Vigtigheden af naboskab og foreningsliv

Danskernes engagement i det helt nære kommer blandt andet til udtryk i deres syn på naboskabet. Ifølge en større europæisk undersøgelse fra 2012 oplever danskerne generelt, at de er engagerede i hinandens liv og er gode til at hjælpe hinanden i lokalområdet. Det vægtes særligt højt blandt folk over 40 år. De har haft samme bopæl igennem længere tid og har dermed også haft tiden til at opbygge gode relationer til andre i lokalområdet.

Danskerne bruger i høj grad også deres fritid til at engagere sig i foreningsfællesskaber. I 2013 viste en undersøgelse foretaget af Gallup for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, at 56 procent af danskerne var medlem af en eller flere foreninger. Over halvdelen af de foreningsaktive, 52 procent, havde udført frivilligt arbejde inden for den seneste måned, og 39 procent havde brugt mere end en time om ugen på frivilligt arbejde.

Danskernes engagement i foreningslivets fællesskaber er meget stærkt. En analyse af danskerne holdning til frivilligt arbejde foretaget af SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, i 2014 viste, at 58 procent af dem, der udfører frivilligt arbejde, bakker op om foreningslivet som rammen for det frivillige arbejde, samtidig med at halvdelen af danskerne ikke mener, at det offentlige skal blande sig i og organisere frivilligt arbejde. Motivationen for at engagere sig handler altså for mange om at samles i selvstyrende fællesskaber, der arbejder for at skabe eller forandre noget.

Værdighed i de nære og fjerne relationer

Foruden relationer og engagement betoner personalismen værdighed, som knytter sig til den måde, man bliver mødt af andre. Epinionmålingen viser en nøje sammenhæng mellem nærheden i relationen og graden af den værdighed, man oplever i relationen. Danskernes gode relationer til deres familie og venner/bekendte afspejles i, at de oplever at blive behandlet værdigt af samme. Danskerne oplever derimod ikke at blive behandlet særligt værdigt eller respektfyldt i de mere distancerede relationer.

84 procent af danskerne oplever, at de bliver behandlet meget værdigt af deres familie. Næsten lige så mange, 74 procent, har samme oplevelse i forhold til deres venner og bekendte.

Et helt andet billede tegner sig i forholdet til det offentlige, hvor blot 36 procent af danskerne oplever en høj grad af værdighed i relation til de sundhedsansatte. I forholdet til ansatte i service- og myndighedsfunktioner er tallene endnu lavere, henholdsvis 28 procent og 22 procent. Særligt de ansatte i myndighedsfunktioner skiller sig ud, hvor næsten hver fjerde dansker oplever egentlig disrespekt.

Der tegner sig et tankevækkende mønster: Jo mere sårbar man – umiddelbart – er, desto mere møder de offentligt ansatte tilsyneladende borgeren med værdighed og respekt. En forklaring kan være, at borgerne i højere grad retter en eventuel utilfredshed mod systemet fremfor mod sundhedspersonalet i borgernære funktioner, herunder sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere med flere. Ligesom en forklaring kan være, at sundhedspersonalet i Danmark generelt er dygtige og tilhører en gruppe, der qua deres uddannelsesvalg vægter det menneskelige højt.

Når det gælder de større, generaliserede samfundsgrupper; nydanskere, ældre og unge, så skiller de ældre og unge sig forholdsvis positivt ud. 43 procent af danskerne oplever således de ældre som respektfulde i deres møde med andre, og 35 procent oplever det samme med de unge. Nydanskerne skiller sig også negativt ud i denne sammenhæng. 25 procent af danskerne oplever generelt at blive behandlet mindre respektfuldt af nydanskere. Igen et tegn på, at den relationelle integration ikke er vellykket.

Sammenhængen mellem relation og værdighed

Som tidligere pointeret indikerer Epinionundersøgelsen, at den offentlige kontrol- og effektiviseringsdagsorden gør det vanskeligt for medarbejderne at etablere gode relationer til borgerne. Især i social- og sundhedssystemet ser dette ud til at påvirke graden af værdighed og respekt, hvor en stor del af danskerne, 62 procent, mener, at mange føler sig uværdigt behandlet, og blot 7 procent er uenige i den holdning.(6) Sammenholdes det med, at 12 procent oplever at blive behandlet uværdigt af de sundhedsansatte (tabel 1.7), er det igen en indikation af, at danskerne formår at skelne imellem systemet og de rammer, som de ansatte arbejder under, og så den enkelte ansatte og vedkommendes evne til at gøre det bedst mulige inden for de givne rammer.

Sammenholdes danskernes oplevelse af deres relationer med, hvor værdigt de føler, at de bliver behandlet i disse, så tegner der sig et mønster, hvor der er væsentlig forskel på de nære og de fjernere relationer.

Danskerne vurderer selve relationen til de offentlige funktioner til at være forholdsvis positiv, mellem 3,4 og 3,8, hvorimod deres oplevelse af værdighed i relationen med de samme grupper er noget lavere, mellem 2,9 og 3,3 – det vil sige mellem 0,4 og 0,6 point lavere (tabel 1.8).

Forklaringen er formentlig, at relationerne til særligt de offentligt ansatte er blevet mere funktionelle og systemiske, hvor der er et øget fokus på at få opfyldt eller leveret en bestemt ydelse. Relationerne er blevet mere upersonlige.

Samlet set synes der at være en kobling imellem oplevelsen af en god relation og det at blive mødt med værdighed og respekt. Relationer, hvor over 70 procent af danskerne vurderer deres relation som god eller meget god, er samtidig også de relationer, hvor danskerne oplever en høj grad af værdighed. Det er nærliggende at antage, at de frie og langvarige relationer er gode, fordi de bygger på en grundlæggende værdighed og anerkendelse, og at forudsætningen for værdighed er det gensidige, personlige møde – relationen.


Større følelse af værdighed hos ældre

Ser vi på de forskellige aldersgrupper, så antyder undersøgelsen også en sammenhæng mellem alder og oplevelse af værdighed. Den ældre generation i undersøgelsen, gruppen af de over 66-årige, angiver i højere grad, at de bliver mødt værdigt end de øvrige aldersgrupper.

Som det fremgår af figur 2, så er der, især i forhold til myndighedsansatte, butikspersonale og håndværkere, et markant generationsskel imellem de +66-årige og de øvrige aldersgrupper i deres oplevelse af, hvor værdigt og respektfuldt de bliver mødt af grupperne.

Et andet interessant element er, at de 18-29 årige i markant højere grad end de 30-65 årige oplever at blive mødt værdigt af nydanskere.

Værdigheden er uforandret, men …

Indledningsvis så vi på, hvordan danskerne mener, at forholdet til forskellige grupper har udviklet sig i de sidste fire år (tabel 1.2). Det omhandler danskernes generelle oplevelse af udviklingen i relationen til grupperne. Ser vi derimod på, hvordan danskerne selv oplever at blive behandlet, som i højere grad knytter sig til egne erfaringer og følelse af værdighed, så udtrykker omkring 70 procent, at de generelt oplever samme behandling fra grupperne i dag som for fire år siden.

Går vi tættere på tallene, optræder der dog også her nogle interessante forskydninger. 22 procent oplever, at de bliver behandlet bedre eller meget bedre af deres familie, og 17 procent oplever, at de bliver behandlet bedre eller meget bedre af deres venner og bekendte. Samtidig er der blot henholdsvis 3 og 4 procent, der oplever at blive behandlet mindre værdigt og respektfuldt af samme grupper.

Omvendt oplever flere mindre værdighed i deres relation til de offentligt ansatte. Selvom mellem 8 og 12 procent af danskerne oplever en øget grad af værdighed i deres møde med offentligt ansatte, så er der mellem 11 og 18 procent, der oplever at blive behandlet dårligere af samme gruppe i dag sammenlignet med for fire år siden, igen mest udtalt for gruppen af myndighedsudøvende. Også forholdet til nydanskere gør sig igen negativt bemærket, hvor 17 procent føler sig dårligere behandlet af denne gruppe.

I forhold til gruppen af privatansatte er der tale om den modsatte tendens. Flere danskere oplever at blive behandlet bedre af servicepersonale i butikkerne og håndværkere end andelen, der oplever en ringere behandling (se tabel 1.9).

Paradokser i undersøgelsen

Med afsæt i Epinionundersøgelsen ser vi flere paradokser udspille sig.
Danskerne har rigtig gode relationer og oplever en høj grad af værdighed i deres forhold til familien. Det kan synes selvfølgeligt, men forekommer også paradoksalt i en tid, hvor mange er blevet uafhængige af familien, og mange ægteskaber ender i skilsmisse. I 2012 var skilsmisseprocenten blandt de højeste siden 1986. Trods individualiseringen og frigørelsen fra familie og normerne omkring denne, så står danskernes familieværdier altså stærkt. Endda stærkere end for år tilbage.

Danskernes forhold til de offentlige funktioner, som det kommer til udtryk i relationen til personer i den offentlige sektor, opleves som markant forværret over de senere år, og er generelt på et betydeligt lavere niveau end andre relationer. Forholdet til offentligt ansatte i myndighedsfunktioner og nydanskere opleves mest forværret med henholdsvis 45 og 48 procent (tabel 1.2).

Det er imidlertid værd at bemærke, at når danskerne bliver spurgt om, hvordan de selv oplever at blive behandlet af de forskellige grupper i dag i forhold til for fire år siden, så mener omkring 70 procent, at det er uforandret. Men forholdet til offentligt ansatte i myndighedsfunktioner og nydanskere skiller sig igen negativt ud med en forværring på henholdsvis 18 og 17 procent (tabel 1.9).

Forskellene i resultaterne, alt efter om der spørges til danskernes generelle oplevelse eller deres egen oplevelse, tyder på, at der er forskel i opfattelsen af på den ene side systemet eller udviklingen i samfundet og på den anden side det personlige møde med eksempelvis offentligt ansatte eller nydanskere.

Danskerne oplever tilsyneladende relationen til personer i den offentlige sektor som presset af effektiviserings- og kontroldagsordenen, der flytter fokus fra relationen til funktionen, og der er tydelige tegn på en stigende modvilje mod centralisering og fremmedgørelse.

57 procent af danskerne mener, at velfærden er truet af store, upersonlige systemer og selvbetjening, og hele 71 procent mener, at vi skal skabe et mere personligt samfund. Det er markante tal.

Når danskerne generelt oplever en dårlig og forværret relation til nydanskere, er paradokset, at det er relationen, der både er udfordringen og løsningen. Der er nøgternt betragtet behov for at øge den personlige integration af nydanskere i danskernes fællesskaber, parallelt med den funk­tionelle integration, der allerede pågår med fokus på uddannelse og sprogkompetencer hos nydanskere.

Personalismen i perspektiv

Epinionundersøgelsen viser overordnet det, som antologien Det relationelle menneske – Personalisme i perspektiv belyser, nemlig at personalismens centrale begreber er dybt rodfæstede i danskernes værdier og livsglæde, og at et øget fokus på relationer, engagement og værdighed er en nødvendig del af svaret på nogle af de udfordringer, vi står overfor som samfund. Ikke mindst i forhold til den offentlige sektor og nydanskere.

Undersøgelsen understreger, at danskerne prioriterer familie, fællesskab og engagement højt, og det er af allerstørste betydning, at vi fortsat skaber rammer og grobund for, at dette kan udfolde sig til glæde og gavn for den enkelte og det fælles bedste.

Noter

1) New Public Management (NPM) er et system inden for management, som offentlige forvaltninger har benyttet siden 1980’erne med det formål at modernisere den offentlige sektor. Begrebet blev første gang lanceret af den engelske forsker Christopher Hood i 1991. Grundantagelsen bag NPM var, at den offentlige sektor var forvokset, dårligt ledet og for bureaukratisk og ineffektiv. Ifølge NPM vil markedsorientering i den offentlige sektor føre til en mere omkostningseffektiv forvaltning uden væsentlige negative konsekvenser for andre af forvaltningens mål og overvejelser. Logical Framework Approach (LFA) er et styringsværktøj, der hovedsageligt bruges til at designe, monitorere (overvåge) og evaluere internationale udviklingsprojekter. Variationer af dette værktøj er Goal Oriented Project Planning (GOPP) eller Objectives Oriented Project Planning (OOPP).

2) I FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder vedtaget den 10. december 1948 står der i første artikel, at „Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.“

3) Epinion for Cura, „Holdningsundersøgelse blandt danskerne – Holdninger“, januar 2015: 60 procent af danskerne er „Enige“ eller „Meget enige“ i, at „Den digitale udvikling med skærme og selvbetjening alle vegne går ud over relationerne imellem mennesker“. 16 procent er „Uenige“ eller „Helt uenige“.

4 Epinion for Cura, „Holdningsundersøgelse blandt danskerne – Værdier“, januar 2015: Tabel 60, 43 procent af de 18-29-årige danskere karakteriserer deres forhold til nydanskere som „Godt“ eller „Meget godt“, mens 48 procent af de over 66-årige danskere karakteriserer deres forhold til nydanskere som „Godt“ eller „Meget godt“.

5) Epinion for Cura, „Holdningsundersøgelse blandt danskerne – Holdninger“, januar 2015: 27 procent af de 18-29-årige og 19 procent af de 30-39-årige er „Meget enige“ i, at fællesskab er godt. I de samme to aldersgrupper er henholdsvis 56 procent og 63 procent „Enige“.

6) Epinion for Cura, „Holdningsundersøgelse blandt danskerne – Holdninger“, januar 2015: 62 procent af danskerne er „Enige“ eller „Meget enige“ i, at „Mange føler sig uværdigt behandlet i social- og sundhedssystemet.“ Kun 7 procent er „Uenige“ eller „Helt uenige“.

Om forfatterne

Jens Nygaard Nielsen er født i 1980; cand.soc. i politisk kommunikation og ledelse med en BA-grad i statskundskab. Jens Nygaard Nielsen har i over 25 år været en del af det forpligtende fællesskab i spejderbevægelsen og har herigennem arbejdet og lært værdien af stærke fællesskaber, der skal løfte store opgaver til det fælles bedste.

Han har siden 2010 arbejdet som politisk konsulent med unges engagement i foreningslivet og demokratiet og har gennemført flere undersøgelser og analyser af unges politiske og samfundsmæssige engagement.

I perioden 2008-2014 var han medlem af KFUM-Spejdernes hovedbestyrelse, og formand for hovedbestyrelsen i 2012-2014.

Michael Hedelund (f. 1976 i Holstebro); uddannet inden for statskundskab; gift med Amy Bech Hedelund og far til Alfred, Carl Emil og Viggo.

Michael Hedelund er ekspert inden for demokrati og deltagelse. Han har ad flere omgange arbejdet i demokratiets maskinrum – Folketinget (fra 1998-2005 og igen i 2014), været chefkonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd (2007-2014), hvor han stod bag Valgretskommissionen og betænkningen Demokrati for fremtiden (2011).

Michael Hedelund arbejder som særlig rådgiver for beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).

Jonas Norgaard Mortensen er født i 1976; uddannet inden for statskundskab, litteratur og ledelse; gift med Hanne Skovgaard og far til Johan, Selma og Oline. Jonas har i mange år været engageret i krydsfeltet mellem værdier, fællesskaber, politik og samfund.

Han har været kommunikationschef i Dansk Ungdoms Fællesråd, partisekretær for Kristendemokraterne og kommunikationschef i Krifa. I 2010-2012 boede og arbejdede han i Mellemøsten under det arabiske forår, hvor han som regionsleder for Danmission ledte og udviklede dialog, demokrati og udviklingsprojekter i Egypten, Libanon og Syrien.

I 2012 udgav Jonas bogen Det fælles bedste, som siden er kommet i tre oplag og i 2014 blev udgivet i en gennemredigeret udgave på engelsk som The Common Good. Jonas driver nu sit eget foredrags- og konsulentfirma og arbejder både nationalt og internationalt med personalisme og for tænketanken Cura.

Categorías
Det personlige samfund Lykke og velfærd

Lykkeforskning og personalismens værdier

Hvad har lykkelige personer til fælles? Det er det spørgsmål, vi lykkeforskere forsøger at svare på. Vi anvender metoder, som er velkendte inden for sundhedsvidenskaber, hvor vi i en årrække har
forsket i mønstre hos de personer, der lever længst. På baggrund af disse studier ved vi i dag, at alkohol og rygning forkorter vores liv, mens motion og en sund kost forlænger det. På samme vis
forsøger vi at identificere mønstre inden for trivsel, livskvalitet og tilfredshed med livet på tværs af kloden. Hvad har de folk til fælles, der oplever høj livskvalitet, hvad enten de så kommer fra
Danmark, Tyskland, Japan eller USA? Det har vi i større og større grad viden om, og lykkeforskningen kan derfor være et værktøj, når vi diskuterer, hvordan vi bør indrette vores samfund bedst muligt, og kan samtidig udgøre en ny måde at måle fremskridt på.

Længe har vi forsøgt at indfange fremskridtet i vores samfund ved hjælp af økonomiske beregninger som bruttonationalproduktet (BNP). BNP er rimeligvis en god målestok for produktion
og økonomisk vækst, men siger kun meget lidt om et samfunds sammenhængskraft og borgernes livskvalitet.

Lad os måle det, der har betydning

Allerede i 1968 ramte Robert Kennedy noget helt centralt, da han skrev: „BNP måler alt, undtagen det, som gør livet værd at leve.“ Skal vi få forståelse for, hvad der gør livet værd at leve, må vi tage
andre midler i brug.

Den erkendelse har i dag fået en lang række lande og organisationer til at udvikle indikatorer for fremskridt, der inddrager lykke og livskvalitet. Ambitionen bag den voksende interesse for lykkeforskning synes at have træk til fælles med det personalistiske menneskesyn, fordi også her tilkendes menneskets værdighed større betydning end vækstrater og økonomiske nøgletal. Også
lykkeforskningen sætter mennesket først og stiller spørgsmålstegn ved, hvordan vi bedst udnytter vores velstand og indretter vores samfund, så mennesker kan trives. Det første skridt på vejen er at øge vores viden om, hvad det rent faktisk er, der gør os lykkelige.

De fleste danskerne ser skeptiske ud, når man taler om at ville måle lykken. Er det ikke med overhængende fare for reduktionisme at sætte noget så udefinerbart og subjektivt på formel? Lykkeforskningen anerkender, at lykken bestemt er en subjektiv størrelse, men det betyder ikke, at den ikke kan undersøges videnskabeligt og systematisk. Til sammenligning forskes der også i
andre fænomener, der kan være vanskelige at måle objektivt – eksempelvis stress og depression. Lykkeforskningens ambition er at finde frem til, hvad lykkelige mennesker har til fælles – ikke at
spærre den enkeltes livskvalitet inde i ensidige formler.

Personalismen giver et teoretisk bud på menneskets beskaffenhed og fundamentale behov. I dette kapitel vil jeg undersøge, hvordan en sådan forståelse af mennesket kan suppleres af viden hentet fra både dansk og international lykkeforskning.

Frihed til engagement

Personalismen betoner menneskets værdighed. Dermed følger naturligt også anerkendelsen af menneskets frihed som noget ukrænkeligt. Koblingen mellem menneskeværd og frihed er ikke
nogen ny idé, men genfindes også i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776. I dag møder vi den også i FNs menneskerettighedserklæring, som blandt andet blev forfattet af den
franske personalist Jacques Maritain.

Lykkeforskning bekræfter, at frihed er afgørende for menneskers livskvalitet (1). Graden af den frihed, vi nyder, har med andre ord stor betydning for, hvor lykkelige vi føler os. I World Happiness Report fra 2012 udtrykkes det klart:

„Ingen mennesker kan oprigtigt være lykkelige, hvis de ikke føler, at de selv vælger kursen i deres liv.“

Earth Institute, Columbia University (2012) World Happiness Report.

I Danmark oplever vi en høj grad af frihed både i form af rettigheder og muligheden for at bestemme over vores eget liv. En del af forklaringen på danskerne høje lykkeniveau skal derfor findes deri, at vi i Danmark råder over friheden til at forme vores liv.

At opleve personlig frihed er vigtig for vores livskvalitet, ikke mindst fordi frihed udgør en væsentlig forudsætning for at kunne forholde sig engageret til sig selv og andre.

Det ansvar, friheden byder mennesket, kan unægtelig virke tyngende, men det er samtidig udgangspunktet for, at vi kan tilføje tilværelsen mening og værdi.

Meningen er at være engageret i noget større

Mennesker er meningssøgende væsener. At føle en mening med tilværelsen har således stor indflydelse på, hvordan vi evaluerer vores liv, og hvor lykkelige vi føler os.

Personalismen er på samme måde en engagementets filosofi og tager udgangspunkt i det faktum, at mennesket former og udfolder deres personlighed igennem de valg, det træffer, og de handlinger, det udfører i relation til andre.

Behovet for at skabe og opleve mening havde allerede Aristoteles blik for, da han for mere end 2000 år siden definerede det gode liv. Det, vi oplever som meningsfyldt, er ofte centreret omkring at hjælpe eller bidrage positivt til andres liv.

I efteråret 2013 blev Danmarks første lykkeregnskab foretaget i ­Dragør Kommune.(3)

Billedtekst

Undersøgelsen giver os blandt andet et indblik i, hvordan følelsen af mening påvirker Dragør-borgernes livskvalitet. Et resultat fra undersøgelsen vidner om, at omkring hver tiende borger i
kommunen ikke oplever, at livet rummer tilstrækkelig mening. Dette påvirker deres tilfredshed med tilværelsen generelt og det står klart, at borgere, der i mindre grad oplever en følelse af mening, rapporterer et væsentligt lavere lykkeniveau i gennemsnit.

Tal og middeltal kan fortælle forskere meget om generelle sammenhænge. Noget andet er de overvejelser, den enkelte gør sig i hverdagen. I bestræbelsen på at kortlægge lykkens årsager i
Dragør gennemførtes også personlige interviews, hvor borgerne fik lejlighed til at sætte ord på det, de mener giver glæde og livskvalitet. I de interviews går betoningen af mening igen.

Langt de fleste peger på, hvordan det at hjælpe andre giver en mening og livskvalitet. Oplevelsen af at bruge sine personlige styrker i en større sags tjeneste fremhæves gentagne gange som en kilde til lykke.

Netop derfor kan engagementet i frivilligt arbejde vise sig at være en nøgle til et mere meningsfuldt og lykkeligt liv.

Frivillighed og fællesskab

Studiet fra Dragør kommune viser, at der er sammenfald mellem de personer, der laver frivilligt arbejde og dem, der oplever en høj grad af mening i tilværelsen. Blandt de borgere, der oplever en høj grad af mening i deres liv, er det 43 procent, der arbejder frivilligt, mens tallet er ca. 15 procent for dem, der i mindre grad oplever mening eller formål i livet.

International lykkeforskning bekræfter tesen om, at der skulle bestå en sammenhæng mellem lykke og frivilligt arbejde. Personer, der arbejder frivilligt, har generelt vist sig at være mere lykkelige. (4)

Sammenhængen ser ud til at gå begge veje. Altså at lykkelige mennesker oftere vælger at arbejde som frivillige og samtidig, at frivilligt arbejde øger lykkefølelsen.

Meget tyder på, at danskerne forstår og anerkender relationen mellem livskvalitet og engagement i fællesskabet. Knap to millioner danskere deltager på en eller anden måde i frivilligt arbejde. (5) Det er europæisk rekord, og tager man Dragør Kommune som eksempel, får man indtryk af, at endnu flere ønsker at tage del i det lokale civilsamfund. En del af forklaringen på sammenhængen mellem lykkefølelser og frivilligt arbejde er, at frivilligt arbejde styrker vores bånd til fællesskabet.

Det kan lyde banalt, men følelsen af at være del af fællesskabet har afgørende betydning for, hvordan vi evaluerer vores liv.

Tillid skaber glæde

Det lokale fællesskab er et godt udgangspunkt for at skabe mening, sociale tilhørsforhold og livstilfredshed for mennesker hver især. Set i et større perspektiv styrker den enkeltes engagement sammenhængskraften i vores samfund. Et stærkt civilsamfund, som eksempelvis det danske, er kendetegnet ved en høj grad af tillid blandt borgerne. Møder vi hinanden i den lokale fodboldklub eller til fællesspisning i boligforeningen, opbygger vi en gensidig tillid, der kan aflæses på vores lykkeniveau. Det skaber glæde at vide, at vi vil hinanden det godt.

Graden af tillid anses i dag af lykkeforskere for at være en af forklaring­erne på forskelle i lykkeniveau blandt verdens befolkninger. 6 I Danmark mener tre ud af fire personer, at man kan stole på de fleste mennesker, mens det globale gennemsnit er én ud af fire. Måske er det også en del af forklaringen på, at vi danskere generelt svarer bekræftende, når vi bliver spurgt, om vi er lykkelige.

Relationer: Lykken er de andre

Mennesker er relationelle, siger personalister. Når personalismen betoner relationerne så stærkt, er det i erkendelse af, at vel er vi unikke individer, men på samme tid er vi – positivt forstået –
bundet til hinanden. Mennesker er relationelt forbundne. Vi er gensidigt afhængige; vi interagerer, og vi påvirker hinanden.

Behovet for samvær og fællesskab med andre er utvivlsomt noget af det mest betydningsfulde for vores mentale velbefindende. Det er derfor ikke overraskende, at der også blandt lykkeforskere hersker bred enighed om, at de sociale relationer har stor betydning for menneskers lykke. (7)

Som tidligere nævnt er følelsen af at være en del af fællesskabet vigtigt. Endnu mere afgørende er måske de nære relationer, det vil sige forholdet til de mennesker, vi omgiver os med hver eneste dag; familien, vennerne og måske kollegaerne. Blandt vores nærmeste oplever vi ideelt set at blive hørt, set og forstået. Her kan man give og modtage støtte, dele sine tanker og følelser. Det skaber en tryghed, der er uundværlig, hvis et menneske skal trives og føle sig lykkelig.

Lykkeregnskabet fra Dragør lader os forstå, at tilfredsheden med vores nære relationer ofte er den bedste indikator for, hvor højt vi vurderer vores lykke. De borgere, der er mindst tilfredse med deres sociale relationer, rapporterer således også markant lavere lykkeniveauer. Billedet bakkes op, når man spørger borgerne direkte. Her er de tætte sociale relationer også i centrum. Mange nævner venner som afgørende. For andre er det børn eller børnebørn, der betyder mest.

Sammenhængen mellem sociale relationer og lykke viser sig at gå begge veje. Bedre sociale relationer øger lykkeniveauet, og et øget lykkeniveau forbedrer samtidig evnen til at indgå i det sociale netværk. Har man gode relationer i forvejen, synes det altså sandsynligt, at man vil skabe endnu flere i fremtiden.(8) Det lyder opløftende, men giver også et praj om konsekvenserne for dem,
som står uden for det sociale.

Ensomheden slår os ihjel

Forskning bekræfter, at social isolation har store personlige og følelsesmæssige omkostninger. Sammenhængen mellem ensomhed og fysisk og psykisk sygdom er velkendt. Ensomme ældre har en forøget mortalitetsrate (9) og studier tilkendegiver, at social isolation kan medføre forhøjet risiko for både demens (10) og depression (11).

Faktisk peger meget på, at ensomhed og mangel på socialt samvær kan udgøre en lige så stor helbredsrisiko end eksempelvis rygning. (12) At være sund og rask har af indlysende grunde også betydelig indflydelse på, hvordan vi evaluerer vores liv. (13)

Det er altså tydeligt, at mangel på sociale relationer kan have vidtrækkende konsekvenser for et menneskes lykke. Det kan derfor synes nødvendigt, at vi udvider vores sundhedsbegreb og måske
ligefrem begynder at tænke i „sociale recepter“.

Men betyder det, at samfundet nu skal blande sig i vores sociale relationer? Måske ikke direkte, men staten eller kommunen kan være med til at skabe de rammer, hvorunder relationer kan opstå og styrkes.

Den forståelse var også udgangspunktet for de initiativer, som borgerne i Dragør selv var med til at udforme i forbindelse med udformningen af byens lykkeregnskab. Det tager tid at opbygge
nære relationer, og tiltag, der vil fremme tætte venskaber, må være langsigtede. Derfor ramte blandt andet et forslag som ugentlige spisefællesskaber plet.

Mere vidtgående er tanken om at satse på nye boligformer, hvor familier, unge og gamle kan bo side om side. Sådanne bofællesskaber opfordrer beboerne til at tilsidesætte traditionelle fællesskaber og skabe sociale relationer på tværs af de sociale cirkler, vi normalt befinder os i.

På vej mod en lykkeligere fremtid?

Eksemplerne fra Dragør gør det klart, at det er muligt at lade menneskelig trivsel, lykke og livskvalitet guide vores politiske beslutninger og initiativer.

Det synes ensidigt, om ikke naivt at forestille sig, at et enkelt tal kan opsummere et lands tilstand – om det tal så er udtryk for bruttonationalproduktet eller lykken. Men vi må forstå, at det, vi
måler, har betydning for, hvad vi gør.

Træder vi dagligt op på vægten, bliver vi mere opmærksomme på, hvad vi spiser og hvor meget motion, vi dyrker. Bærer vi en skridttæller, begynder vi at gå længere hver dag. Derfor må vi måle
det, der har betydning – alt det, som gør livet værd at leve. Noget tyder på, at den erkendelse, som lykkeforskningen tager sit afsæt i, og som den deler med det personalistiske menneskesyn, breder sig i disse år.

Det er heldigvis ikke bare politikerne og beslutningstagere, der har fået øje på, at vores velstand ikke kan bruges som kompas for et lykkeligt samfund. Det, man måske kunne kalde den store mentale omstilling, kan nemlig også spores hos den enkelte.

Meget tyder på, at mange af os er begyndt at se os om efter alternative værdier til de materielle goder, vi synes at have jagtet de sidste mange årtier.

Det betyder en øget interesse for at møde andre mennesker og folkekøkkener, byhaver og samtalesaloner skyder op som aldrig før. Moderne mennesker er ved at genfinde deres værdighed i engagerede relationer, vil personalismen sige.

Vender vi igen blikket mod Dragør-undersøgelsen, er det sigende, at mere end 60 procent af borgerne i kommunen kunne tænke sig at lære folkene i deres lokalområde bedre at kende.

Tendenser som disse giver lykken gode udsigter i Danmark. For skal vi skabe mere lykke og trivsel, peger alt på, at det må være et fælles projekt.

Noter

  1. Veenhoven, Ruut (2004) Happiness as a public policy aim: the greatest happiness principle.
  2. Earth Institute, Columbia University (2012) World Happiness Report.
  3. Lykkeregnskabet fra Dragør var det første af sin art i Danmark og blandt de første i verden. Til grund for undersøgelsens resultater ligger en kvantitativ undersøgelse involverende 6 procent af kommunens voksne befolkning. Som supplement til den kvantitative undersøgelse er der gennemført en række kvalitative interviews.
  4. Loga, Jill (2010) Livskvalitet. Betydning av kultur og frivillighet for helse, trivsel og lykke.
  5. European Quality of Life Survey (2011) Participation in volunteering and unpaid work.
  6. Helliwell, John F. og Wang, Shun (2010) Trust and Well-being.
  7. Haller, Max og Hadler, Makus (2006) How Social Relations and Structures Can Produce Happiness and Unhappiness: An International Comparative Analysis, Social Indicators Research, Vol. 2, pp. 169-216.
  8. Earth Institute, Columbia University (2013) World Happiness Report.
  9. Steptoe, Andrew et al. (2013) Social Isolation, loneliness, and allcause mortality
  10. in older men and women.
  11. 10 Holwerda, Jan et al. (2012) Feelings of loneliness, but not social isolation, predicts de- mentia onset: Results from the Amsterdam
  12. study of the Elderly (AMSTEL).
  13. 11 Cacioppo, John T. and Hughes, Mary Elizabeth (2006) Loneliness as a Specific Risk Factor for Depressive Symptoms: Cross-
  14. Sectional and Longitudinal Analyses.
  15. 12 Holt-Lunstad, Julianne et al. (2010) Social Relationships and Mortality Risks: A Meta analytical View.
  16. 13 Graham, Carol (2009) Happiness around the World.

Om forfatteren

Meik Wiking (født 1978 i Haderslev) er direktør for ­tænketanken Institut for Lykkeforskning, der undersøger hvorfor nogle samfund er mere lykkelige end andre, og leverer forskningsbaseret viden om trivsel, lykke og livskvalitet.

Meik har tidligere arbejdet hos blandt andet Udenrigsministeriet og i tænketanken Mandag Morgen. Han optræder jævnligt som ordstyrer og foredragsholder i Danmark og udlandet.

Categorías
Den værdige sameksistens Det relationelle menneske

Værdig og respektfuld integration

Bent Dahl Jensen, redaktør for netavisen Sameksistens.dk

Højskoleaftener med spisning, debat om aktuelle emner, kvindefrokost med pakistansk mad, en snak om, hvordan det er at have voksne børn … Emnerne og aktiviteterne er mange på Mødestedet, som siden 1984 har ydet sit bidrag til integrationen på Vesterbro i København. Stedet drives af Danmission og kirkerne i Sydhavn og Vesterbro Sogne.

Her mødes etniske danskere, indvandrere og flygtninge. Omkring 80 procent af gæsterne er muslimer. Hovedparten er kvinder, som her kan mødes og hygge sig med hinanden. Der er også mulighed for at få hjælp, hvis man ikke forstår hele teksten i et brev fra kommunen, og man kan få en bisidder med, hvis man skal til møde med sagsbehandleren. Der er lektiehjælp til børn og voksne. Der arrangeres udflugter, og der holdes møder, hvor gæsterne lærer om det danske samfund, kulturen og historien, ligesom der er aftener, hvor nogle af gæsterne laver mad og optræder med sang og musik fra deres hjemland.

Her mødes mennesker på tværs af etniske, kulturelle og religiøse tilhørsforhold på et ligeværdigt grundlag – og det er ikke forskellighederne, der er i højsædet. Man mødes som mennesker, med-mennesker.1

Integrationen lykkes

Mødestedet er et godt eksempel på, hvordan personalismens ideer om at bygge relationer, vise ansvar og engagere sig i fællesskaber i praksis kan danne grundlag for en vellykket integration. Personalismen er som skabt til at være fundament for integration – i hvert fald hvis den skal foregå på en værdig måde og i respekt for den enkeltes særpræg.

Rundt om i landet findes mange andre „mødesteder“, hvor danskere, indvandrere og flygtninge mødes, spiser sammen og laver aktiviteter til gensidig glæde og inspiration. Herigennem bliver man klogere på hinandens baggrund og traditioner. Det betyder ikke, at man bliver ens. Men ved at lytte til hinanden og høre om det, der er fremmed for én selv, kan man få en forståelse for andres holdninger, kultur og religion. Danskere får indblik i, hvordan livet leves i andre lande, og indvandrere og flygtninge kan få forklaret det, der er fremmed for dem i det samfund, de er kommet til. Et sådant gensidigt kendskab er forudsætningen for, at man kan forstå og respektere hinandens forskelligheder.

Og når den gensidige forståelse og respekt er på plads, har man skabt et godt grundlag for at kunne leve sammen i fred på tværs af etniske, kulturelle og religiøse skillelinjer. For når man lærer det fremmede ved et andet menneske at kende, bliver det afmystificeret – og så er det ikke længere farligt.

Modstand mod integration

Selv om vi kan finde mange eksempler på vellykket integration i det danske samfund, så viser et hurtigt blik på udviklingen herhjemme også, at integrationen ikke altid er lykkedes så godt, som det var ønskeligt. Det er der mange årsager til.

En af dem er, at det ikke er alle i vores samfund, der ønsker, at der finder en integration sted.

På den ene side er der blandt indvandrere og flygtninge nogle, som isolerer sig i forhold til resten af samfundet. Det kan skyldes, at de på grund af manglende kendskab til deres nye land, og måske drevet af frygt for det ukendte, vælger at holde sig til den nærmeste familie og landsmænd i nærmiljøet. Fordi det giver dem en tryghed, de har brug for, måske efter en tid med kaos og ustabilitet.

Manglende uddannelse og dårlige danskkundskaber kan også være medvirkende til, at nogle vælger at isolere sig på denne måde. Eller det kan være resultatet af frustrationer over, at man ikke kan få arbejde, selv om man har både uddannelse og gode danskkundskaber.

I bogen Fra Punjab til Vesterbro. Det pakistanske samfund i Danmark skriver Bashy Quraishy blandt andet om unge, der er født af pakistanske forældre i Danmark, og som lærer dansk, får sig en uddannelse, men derefter oplever, at de ikke kan få arbejde og derfor står frustrerede tilbage i håbløshed: „Mange pakistanske unge er begyndt at søge deres identitet gennem religiøse studier og er holdt op med at blande sig med deres danske venner. De ser på den vestlige kultur med mistænksomhed. Det danske samfund er i høj grad ansvarligt for, at disse unge, især de, som har rødder i Islam, begynder at forsvare deres religion. Om denne udvikling er positiv eller negativ, vil tiden vise.“2

På den anden side er der også blandt etniske danskere grupper, der er modstandere af, at nye medborgere integreres i det danske samfund. Nok kan de bruge ordet „integration“, men det sker ikke i den sædvanlige betydning af begrebet. De mener i virkeligheden „assimilation“, og det er noget ganske andet.

Da Søren Pind tiltrådte som integrationsminister i 2011, gav han udtryk for, at han foretrækker ordet „assimilation“ frem for „integration“, og at tiden er løbet fra integration.3 I den efterfølgende debat var hans synspunkt, at det er underordnet, hvilket ord man bruger, for essensen er den samme: Når indvandrere og flygtninge kommer til Danmark, skal de blive danske og skal ikke lave Danmark om.

Hvad integration er – og ikke er

Sammenblandingen af begreberne integration og assimilation betyder, at debatten nogle gange kører af sporet, fordi man taler forbi hinanden. Derfor er der behov for en sproglig klarhed over, hvad disse begreber betyder.

Segregation vil sige, at indbyggerne i et samfund lever adskilt i grupper, der for eksempel er opdelt efter etniske, religiøse eller sociale tilhørsforhold. Adskillelsen betyder, at man ikke blander sig med andre grupper. En sådan opdeling kan være påtvunget udefra, som det skete under raceadskillelsespolitikken i USA og Sydafrika. Den kan også foregå ved, at mennesker bosætter sig sammen med andre personer fra samme etniske, religiøse eller sociale gruppe.

Assimilation vil sige, at nye indbyggere tilpasser sig det samfund, de flytter til, og indlemmes i det på en måde, så deres særpræg forsvinder. For det meste sker det mere eller mindre påtvunget – eller i hvert fald efter kraftigt pres fra det omgivende samfund. For eksempel er forslaget om at forbyde danske, muslimske kvinder at bære tørklæde udtryk for en assimilations-politik: Man vil tvinge en bestemt gruppe til at give afkald på en del af deres religiøse identitet og kultur, sådan at de i deres påklædning vil komme til at ligne majoriteten af danske kvinder.

Integration vil sige, at én gruppe integreres med en anden gruppe. Ordet „med“ er vigtigt i denne sammenhæng. For ved integration er der tale om, at to (eller flere) ligeværdige parter integreres i én ny helhed, hvor alle bevarer deres oprindelige særpræg. Derfor er det forkert at tale om, at indvandrere eller flygtninge skal integreres i samfundet. For de skal fortsat være de mennesker, de var, før de kom hertil. De skal leve videre med deres evner og faglige kompetencer, deres religion og kulturelle traditioner side om side med de mennesker, der boede i samfundet, da de kom. Samtidig skal de lære at begå sig i samfundet, blandt andet ved at lære dansk. På den måde bliver det samfund, der kommer ud af integrationen, et anderledes og mere mangfoldigt samfund, end det var tidligere.

Det, at man bevarer sit særpræg, er ikke ensbetydende med, at man ikke skal leve op til forventninger, eller at der ikke stilles krav. En god integration hænger nøje sammen med, at der er en god kommunikation mellem parterne.

Det kræver, at man taler og forstår samme sprog, og derfor er et centralt led i integrationen, at man lærer dansk, så man kan kommunikere med både naboer, kollegaer og myndigheder. Det er også svært at få et arbejde eller en uddannelse, hvis man ikke kan sproget. Endelig er det lettere at omgås etniske danskere og begå sig i samfundet, hvis man ved noget om, hvordan Danmark fungerer som demokrati og retssamfund, og kender til landets historie.

Ingen mister sit særpræg ved at blive undervist i dansk og lære om danske samfundsforhold. Tværtimod. En sådan undervisning er redskaber, der hjælper nye medborgere til at lære deres nye samfund at kende – og dermed hjælper integrationen på vej.

Særpræget er det, der markerer religiøse og kulturelle forskelligheder mellem mennesker. For eksempel at nogle kristne kvinder vælger at bære smykker med kors, mens nogle muslimske kvinder vælger at gå med tørklæde. Særpræget slår også igennem i spiseregler og i spørgsmål om etik og moral. Og det er her, forskellen mellem integration og assimila­tion kommer tydeligt frem. Integrationen giver plads til, at mennesker kan bevare de særpræg, de har hver især, mens assimilationen kræver, at nye medborgere indlemmes i majoritetssamfundet på en sådan måde, at de bliver som etniske danskere – og det kan kun lade sig gøre ved, at de giver afkald på, ofte væsentlige, dele af deres oprindelige særpræg.

God integration er som et godt parforhold

God integration kan sammenlignes med et godt parforhold. I et parforhold skaber de to partnere i fællesskab et hjem, som danner ramme om deres nye livsfællesskab.

Men det er ikke sådan, at de tos individuelle særpræg og identitet udviskes. De kan fortsat dyrke egne interesser – samtidig med at de sammen bygger et familieliv. Grundlaget for et godt parforhold er ikke, at den ene part skal underlægge sig den anden, men at man i fællesskab – ud fra det, man hver især har med af viden, erfaringer og idéer – skaber et fælles samliv, en ny fælles identitet, samtidig med at man bevarer sin egen identitet.

Hvis samlivet i parforholdet (integrationen) ikke lykkes, vil der opstå uligevægt – enten i form af, at den ene undertrykker den anden, eller ved at den ene tilpasser sig den anden (assimilation). Der kan også opstå den situation, at de to parter isolerer sig i forhold til hinanden (segregation) og måske ender med at skilles.

Menneskesynet er afgørende

Menneskesynet spiller en vigtig rolle for, om integrationsprocessen bliver vellykket. Når én part skal integreres med en anden, fordrer det, at parterne anser hinanden for ligeværdige. En sådan ligeværdighed er svær at forestille sig, hvis ikke man betragter hvert enkelt individ som unikt, et individ, der har værdi i og med, at det er et menneske, og som har nogle ukrænkelige rettigheder.

Hvis ikke der er en grundlæggende respekt for menneskers forskelligheder, så bliver det meget vanskeligere at opnå en vellykket integration.

Derfor er personalismens tale om menneskets værdighed et afgørende udgangspunkt for alt integrationsarbejde, både i praksis, i debatten og de politiske beslutninger. Der er en fælles menneskelighed bagved alle de kulturbestemte vilkår, vi hver især er vokset op under. Når jeg møder og åbner mig for den anden, så er det ikke en religion eller hudfarve, jeg møder – men et menneske, der kan være nok så forskellig fra mig selv, men som jeg alligevel deler grundvilkår med.

Hvis der i store dele af samfundet, herunder politik og medier, år efter år tales nedsættende om indvandrere – ikke mindst om dem, der kommer fra muslimske lande – så vil de uvilkårligt føle sig som andenrangsborgere, og de vil føle sig stødt ud af fællesskabet. De bliver marginaliseret, uden at de selv ønsker det.
I debatten om syriske flygtninge i efteråret 2014 udtalte Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reissmann, at „flygtninge er uønskede gæster, uanset hvordan du vender og drejer det.“4

Politikere fra Dansk Folkeparti har ved adskillige lejligheder udtalt sig stærkt kritisk om muslimer. Et markant eksempel er daværende partileder Pia Kjærsgaard i årsmødetalen i 1999: „Nutidens indvandrere er for det meste mennesker fra den tredje verden og hovedsagelig muslimer … De kommer ofte med den dybeste foragt for alt vestligt, for alt dansk og for alt kristent. De kommer med bagagen fuld af mandschauvinisme, af rituelle slagtninger, af omskæring af pigebørn og af kvindeundertrykkende tøj og traditioner, som hører hjemme i den mørkeste middelalder. Og frem for alt ankommer mange med bagagen fuld af religionsfanatisme, bedreviden og arrogance.“5

Integration er alles ansvar

Integration angår alle medborgere i et samfund. Det er ikke en opgave, som alene løses ved hjælp af politiske indsatser eller ved at ansætte integrationskonsulenter i kommuner, boligforeninger og erhvervsvirksomheder. De kan yde en værdifuld hjælp, men de kan og skal ikke løse opgaven alene.

Set i et personalistisk perspektiv har vi som mennesker ansvar for at „integrere os“ med vores medmennesker og dermed finde en meningsfuld plads i fællesskabet, hvor man hver især ud fra evner og formåen kan bidrage til samfundets fælles bedste.

Alle har et ansvar, og alle kan spille en rolle – og disse aspekter kan politikerne styrke ved at bakke op om integrationen og ved at omtale migranter med respekt, så de føler sig inkluderet i samfundet.

Det er naturligt, at man møder det fremmede og ukendte med en vis skepsis. Sådan er det også, når vi skal begynde i skolen, på en ny arbejdsplads eller flytter til en anden by og får nye naboer. I de situationer er vi spændt på, hvordan det kommer til at gå – ofte måske med en forventning og glæde, der er iblandet en god portion nervøsitet. Men vi går ind til det nye i åbenhed og tillid, og som regel erfarer vi, at det går godt. Vi bliver dus med skolen og de nye kammerater, med arbejdskollegaerne og de nye naboer – selv om der er undtagelser, hvor det ikke går som forventet.

Hvis den samme åbenhed og nysgerrighed mobiliseres, når den nye, ukendte nabo, der flytter ind, er en indvandrer eller flygtning fra et andet land, så er der åbnet op for en proces, der kan føre til en god integration.

Hvis man derimod afviser åbenhedens, samtalens og dialogens vej, så kan ukendskabet til „den fremmede“ nemt udvikle sig til fremmedfrygt – og i sidste ende til et egentligt fremmedhad, som i værste fald kan føre til voldelig ekstremisme.

Værdier under pres

Den gode integration er under pres på forskellig vis. En del af presset kommer fra en gruppe politikere og meningsdannere, som forsøger at presse én bestemt opfattelse ned over hovedet på alle samfundsborgere som værende „den rigtige“. Indvandrere og flygtninge er igen og igen blevet tudet ørerne fulde med, hvad der er den rigtige mad, den rigtige måde at klæde sig på, den rigtige kultur og så videre. Ofte får den slags udtalelser klistret mærkater som „værdikamp“, „kulturkamp“ eller „danske værdier“ på sig, uden at disse værdier bliver defineret nærmere.

Danmark har mange år bag sig som en retsstat og et demokrati, hvor alle nyder godt af ytringsfrihed, religionsfrihed, foreningsfrihed og andre menneskerettigheder. Disse frihedsrettigheder indebærer, at vi har ret til at være forskellige og indrette os forskelligt, blot vi holder os inden for lovens rammer.

Værdikampen i et demokratisk retssamfund må være en kamp for at bevare de grundlæggende principper, der ligger til grund for demokratiet, herunder princippet om lige rettigheder for alle uanset etnisk oprindelse, religion, seksualitet og politisk overbevisning med videre. Og man svigter disse værdier, hvis man bruger „værdikampen“ til at indskrænke menneskers frihed og rettigheder, eller til en kamp for at ensrette borgerne ud fra for eksempel politisk, religiøs eller nationalistisk fundamentalisme.

Hvis værdikampen går i den retning, er der risiko for, at retsstaten udvikler sig til en politistat med indskrænkede rettigheder eller til en totalitær stat, hvor staten dikterer folk deres gøren og laden, som der også i Europa var adskillige eksempler på helt frem til sidste halvdel af det 20. århundrede.

Menneskesyn under pres

Presset mod personalismens menneskesyn og værdier kommer også til udtryk i en tiltagende tendens til at ville gøre menneskers – og ikke mindst indvandreres og flygtninges – værdi op i kroner og ører. Presset kommer dels fra nationalistiske kræfter, dels fra materialistiske holdninger, som til tider smelter sammen i en slags nationalmaterialisme.

Hvor personalismen ser det enkelte menneske som et unikt individ og betoner menneskets grundlæggende behov for værdighed, engagement og relationer, så er de nationalistisk-materialistiske kræfter kendetegnet ved, at de måler menneskers værdi ud fra en økonomisk målestok. Oftere og oftere lyder der røster om, at der skal sættes tal på, hvad indvandringen koster det danske samfund – som regel med en understregning af, at regnestykket skal ende med et plus på bundlinjen.5

Flere politikere har i Folketinget bedt justitsministeren, socialministeren, finansministeren med flere om at sammenligne offentlige udgifter til henholdsvis etniske danskere og udlændinge og gøre rede for disse gruppers bidrag til samfundsøkonomien, for eksempel Inger Støjberg og Martin Geertsen, Venstre.

Folketingsmedlem og gruppeformand Brian Mikkelsen fra de Konservative udtalte i 2013, til Politiken i en artikel om behovet for udenlandsk arbejdskraft, at „vi har brug for, at flere udlændinge kommer til Danmark. Men så skal det danske samfund også kunne se, at det er nogle, der er til gavn for det danske samfund. … Fordi der er nogle, der er gode, og nogle der er dårlige. Der er nogle, der er til gavn for det danske samfund – får en uddannelse, kommer i beskæftigelse, bidrager positivt – og andre, der ikke er. Sådan er det.“7

Det er en holdning, der lægger op til, at nogle mennesker har større værdi end andre. Hvis denne tendens til at gøre menneskers værdi op ud fra en økonomisk/materiel målestok breder sig, kan man spørge, hvem der bliver den næste gruppe, som kommer til at stå for skud? Arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, rygere, kronisk syge, alkoholikere, handicappede …? For når det kommer til stykket, er etniske danskere heller ikke en „overskudsforretning“ for det danske samfund.

Det følger af personalismens menneskesyn, at ethvert menneske har værdi i kraft af, at det er et unikt individ – og ikke fordi, det kan udrette eller har udrettet noget. Derfor må den afvise regnestykker, der gør menneskers værdi op i hård valuta.

Den ser først og fremmest mennesker som mennesker – og den erkender, at nogle mennesker er i en situation, hvor de har brug for hjælp og støtte.

Det gælder for eksempel flygtninge, der har søgt tilflugt i Danmark på grund af krig, eller fordi de risikerer forfølgelse af religiøse, politiske eller andre årsager. Det er mennesker, der som deres primære behov har brug for beskyttelse. Mange af dem har også brug for behandling, fordi de er syge eller har svære traumer med i bagagen. Flygtninge er derfor i en anden situation end indvandrere, som for hovedpartens vedkommende kommer for at arbejde, studere med videre.

Store udfordringer venter

Det er – som det fremgår af ovenstående – muligt med udgangspunkt i personalismens værdier at skabe en god og frugtbar integration. Og det er der rigtig mange gode eksempler på rundt omkring i landet.

Men der ligger også store udfordringer og venter. Selv om flere indvandrere er kommet i arbejde, er arbejdsløsheden stadig højere end blandt etniske danskere, og mange unge, især mænd, får ikke en uddannelse efter grundskolen, og kriminaliteten er for indvandrere fra en række lande højere end for mennesker af dansk oprindelse.

Samtidig oplever en del indvandrere, ikke mindst muslimer, at de fortsat bliver marginaliseret, til tider ligefrem dæmoniseret.

Mrutyanjai Mishra, europæisk master i menneskerettigheder, skrev i et debatindlæg på Politiken.dk blandt andet: „Der foregår en slags marginalisering af indvandrere med ikke-vestlig baggrund, og det får nogle sarte sjæle til at tro, at de kan vise deres vrede og utilfredshed ved at drage til Mellemøsten for at blive hellige krigere. Glem moskeer, det er de sociale medier, som spiller en afgørende rolle for rekrutteringen af de unge. Derfor skal den nuværende regering i Danmark, i stedet for at uddele pjecer, tænke grundigt over, hvad man kan gøre for at forhindre radikaliseringen af unge i Danmark i særdeleshed – og i Europa i almindelighed. Man er nødt til at forstå, at det konstante negative fokus på islam og den konstante dæmonisering af folk med ikke-vestlig baggrund har konsekvenser.“10

Ingen af disse problemer er der hurtige og nemme løsninger på. Men det er alligevel muligt at pege på en vej frem: Erfaringer mange steder fra er, at mødet – den gode relation – mellem etniske danskere og flygtninge/indvandrere er en af de vigtigste nøgler til den gode integration.

Noter

1 Mødestedet: Mennesker mødes – på tværs af generationer, kulturer og religion (Mødestedet, Valdemarsgade 14, 1665 København V, 2014).

2 Bashy Quraishy, Fra Punjab til Vesterbro. Det pakistanske samfund i Danmark, Forlaget Etnisk Debatforum, 1999, side 64-65.

3 „Ny integrationsminister er imod integration“, Politiken 08.03.2011.

4 Jyllands-Posten 16.10.2014.

5 Pia Kjærsgaard i årsmødetalen til Dansk Folkepartis årsmøde i 1999.

6 „Flere kristne end muslimer blandt indvandrere og flygtninge i Danmark“, Netavisen Sameksistens.dk, 02-06-2013.

7 Brian Mikkelsen, Konservative, 14.11.2013 til Politiken i en artikel om behovet for udenlandsk arbejdskraft.

8 Resumé af artiklen „Lektiehjælp, fodbold og udflugter er med til at danne børnene i Pangæa“ (Netavisen Sameksistens.dk, 23-10-2013).

9 Publikationen Indvandrere i Danmark 2014 (Danmarks Statistik, november 2014). Se hjemmesiderne http://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub.aspx?cid=19004 og
http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/19004/indv.pdf.

10 „Unge fra Vesten bliver ikke hellige krigere, fordi de er muslimer“, Politiken.dk 01.10.2014.

Om forfatteren

Bent Dahl Jensen, født 1955 i Langkastrup ved Randers. Student fra Randers Statsskole 1975. Journalist. Har arbejdet på forskellige medier, herunder Kristeligt Dagblad (1994-2002), og har i flere omgange været freelancer.

Er redaktør af netavisen Sameksistens.dk, som han oprettede i august 2010. Målet med netavisen er at fremme en fredelig sameksistens på tværs af etniske, kulturelle og religiøse forskelligheder ved at skrive og formidle artikler, der har fokus på integrations- og udlændingeområdet i det danske samfund.